Med kup og kaffelikør - Catharina Ingelman-Sundberg

• Dansk
• 13.-14. januar
• 381 sider

Da jeg faldt over bogudsalget for lidt over en uge siden, var der lokkende tilbud med tre bøger for hundrede kroner! Det resulterede i, at jeg gjorde den utilgivelige fatale fejl at købe den horrible Pariser-roman - men heldigvis også den smukke roman om Hemingways hustruer. Og så tog jeg to svenske romaner, som var helt ukendte for mig - men til den pris!

Svenskerne har åbenbart gjort det til en niche at skrive enten (elendige) krimier eller humoristiske romaner, som Fredrik Backman gør det eller Mikael Bergstrand og Jonas Jonasson. Strindberg og Lagerlöf må vende sig i deres grave - eller måske er der rent faktisk andet og bedre litteratur i Sverige; men så bliver det i Sverige?

Jeg vil nu ikke sige, at denne roman var dårlig - men det er absolut meget meget let underholdning; jeg læste den på omkring fire timer, og så er prisen jo fin nok - men ellers havde jeg da ærgret mig.

Humlen i historien er de fem venner, der bor sammen på plejecenteret Diamanten - med andre ord et plejehjem; men de får dårlig mad, kaffe og kage rationeres, og de må ikke komme udenfor eller gå i seng, når de vil. Det er Märtha på 79 år lidt træt af, og hun får lokket hendes tilbeder, Geniet, med på idéen om, at de skal gøre noget ved sagen.

Da hun en dag ser en dokumentar om svenske fængsler ser hun, at de får hjemmelavet mad og i det hele taget har det lidt mere frit end de selv har. Så hvis de nu kunne sørge for at komme i fængsel?

Det skal jo ikke være mord eller noget andet grimt - bare lige nok til, at de får et par år med god mad og pleje på statens regning. De to får lokket de tre andre venner med på idéen, og så stikker de af fra plejehjemmet. De indlogerer sig på Stockholms fineste hotel, og røver bankboksen - men der er bare ikke nok til at give en god straf.

Dernæst stjæler de to uvurderlige malerier fra Nationalmuseet; men det er faktisk kun en kidnapning - de vil såmænd levere dem tilbage igen. 

Det hele er lidt en kombination af Olsen-Banden og Støvsugerbanden - og til sidst synes man måske, at det bliver en anelse for meget. Det tager lidt lang tid at få de sidste ender lukket, og komme til slutningen - men de ender dog med at få deres store kup og forlade landet.

Der er en opfølger til denne - og den købte jeg selvfølgelig; jeg ved ikke, om det var en enestående idé - da jeg godt kan fornemme, at man muligvis kører lidt træt i denne type romaner. Men en søndag i sofaen er det jo fin nok underholdning.