The Richest Man Who Ever Lived - Greg Steinmetz

• Engelsk
• 15.-20. januar
• 313 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

En god renæssancebiografi kan man aldrig få nok; desværre findes de jo i begrænsede mængder - så de nydes dcesto mere, når jeg finder en ny.

"Den rigeste mand, der nogensinde levede"er jo lidt af en påstand i vores moderne tider med Gates, Bezos, russiske oligarker og alt muligt andet! Den ypperste elite af rigmænd i vores moderne verden er magtfulde - 1% ejer halvdelen af jordens rigdomme. Og vi er mange mennesker! Så den ene procent er jo ikke mange.

I renæssancen var der langt færre mennesker - blot 'sølle' 500 millioner regner man med. Og en enkelt mand skilte sig virkelig ud; han var ved sin død så rig, at han betragtes som den rigeste person, der nogensinde har levet. Vel at mærke relativt set! I moderne penge ville han have været 400 millilarder dollars værd - det er jo alligevel knap 4 gange mere end Bezos, som lever af at sælge mig bøger.

Han var rigere end dem, vi normalt bruger som referencerammer - Rockerfellers, Vanderbilts, Medicis, diverse konger og kejsere. Men det er 500 år siden, så det regner man jo ikke rigtigt for noget. Ikke desto mindre satte det Jacob Fugger i en position, hvor Europas politik, krige og alliancer kunne skifte kurs, hvis han ønskede det.

Som søn af en handelsfamilie med mange børn, skulle han være endt i kirken. Men moderen ændrede mening, da nogle af de seks ældre brødre døde. Det vsiet sig at være en glimrende idé, for den unge mand havde talent for forretninger.

Især da han begyndte at stille penge til rådighed - det var jo ikke rigtige lån, for det forbød den katolske kirke jo. Men til gengæld fik han råderetten over nogle sølv- og kobberminer i Tyrol. De viste sig at være langt mere givtige end den gæld, han ventede på. Så han producerede penge, som han igen kunne stille til rådighed for krigeriske fyrster. Nogle gange lånte han velvidende, at de penge aldrig ville komme igen. Det var hans marketingpåfund - og det virkede!

Da han kom i kontakt med Habsburgerne var de endnu relativt små; deres vej til tinderne gik gennem ægteskabelige alliancer - men i særdeleshed også via Fuggers pung. De var nemlig aldrig gode krigere, de Habsburgere. Men Fugger lånte dem gladeligt penge, hvis han kunne se en interesse idet.

Tiden var nemlig samtidig brydningen mellem katolicismen og protestantismen i Tyskland, og der kom hans penge også til gavn. Det samme galdt i 1519, da Karl V blev valgt som ny tysk-romersk kejser. Fugger var selv ved at være gammel, og havde aldrig mødt den unge mand. Men bedstefaderen var en af hans gode kunder, og Fugger regnede med at kunne beholde familien i kundekartoteket. Samme loyale følelser havde den unge Karl nu ikke - og pludselig var både Henrik VIII i England, og François I i Frankrig også interesseret i "stillingen". Det passede dog ikke Fugger - og han endte med at måtte smide en del penge efter de 7 stemmer, der skulle til for at blive valgt - enstemmigt!

Det er en ganske fantastisk historie om en mand, der vides så lidt om i dag - man kender måske Dürers portræt af ham, og tænker ikke videre over det. Men dengang var han frygtet på lige fod af sine underbetalte minearbejdere som af de største fyrster i Europa.

Der er ikke mange meget personlige oplysninger om Fugger; man ved, at han var gift med en lang yngre kone men aldrig fik børn. Familien består dog stadig med en adelig titel, som Fugger fik dengang men nægtede at bruge. Han var mere interesseret i at arbejde for sine penge end i fester. Men han byggede fattigboliger, som den dag i dag stadig er i brug i hans hjemby Augsburg. De heldige lejere, der får en bolig der, kommer til at sidde med en årlig husleje på ca. 0.88 EUR, da fonden som han stiftede i 1521 stadig er ansvarlig for driften. Det er da en imponerende historie!