Où passe l'aiguille - Véronique Mougin

• Fransk
• 10.-17. maj
• 576 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Véronique Mougin har tidligere udgivet en roman, men er primært journalist. Hun kar skrevet flere værker om livet for de fattigste i Frankrig - enten som hjemløse eller med en mindsteløn, som knap giver til dagen og vejen. Den sociale uretfærdighed var også temaet for hendes første roman om livet som guvernante hos de rigeste familier i Frankrig.

Hendes anden roman er helt anderledes, og baseret på den sande historie om hendes ældre onkel Tomi.

I 1944 bor den 14-årige Tomi med sine forældre og lillebroren Gabyi en lille by i Ungarn; faderen er herreskrædder; en nobel profession, som familiens mænd har varetaget i generationer og som Tomi jo også skulle overtage. Men Tomi er en vred ung mand!

Under hans bar mitzvah i den lokale synagoge opdager han nemlig, at hans mor ikke er hans mor. Hun døde under fødslen, og senere giftede faderen sig med moderes søster, som nu er mor til hans (halv)bror. Tomi vil straffe både moderen ved ikke længere at kalde hende for mor; men også faderen ved at vende sig fra familiegerningen. 

Han er en besværlig teenager, der småstjæler og hustler sig igennem livet med fuld foragt for alle dem, han føler har svigtet ham.

Men så kommer nazisterne, og de bliver deporteret. Over Bergen-Belsen, hvor Tomi og faderen, Herman, skilles fra moderen og broderen. Videre til Auschwitz og endelig til Mittelbau-Dora, som ikke var en egentlig udryddelseslejr som så mange andre. Men det var stadig en lejr, og de var stadig jødiske fanger.

Tomi og faderen holder så vidt muligt sammen med den lille gruppe hjemmefra; Tomi fortsætter med at snyde sig igennem, hvor han kan. Hans livsmotto er, at så længe man ikke bliver opdaget, så er det fint nok.

Således også, da han opdager, at det fysiske arbejde udendørs er for hårdt. Han får et job i skrædderhuset, hvor man reparerer de usle stribede uniformer - men han kan jo ikke sy efter at have nægtet faderens vejledning hele sit liv. Men nu bliver det pludselig vitalt at kunne, og så lærer han sig selv at sy. 

Både Tomi og faderen klarer den igennem krigen; selvfølgelig ikke uden mentale ar - og da de efterfølgende vender hjem til Ungarn, opdager de, at man ikke kan tage hjem igen. Der er ikke noget hjem og Ungarn er nu USSR. I stedet flygter de til Paris, og Tomi begynder virkelig at lære at sy. Dog vil han ikke sy til mænd - som faderen - men udelukkende haute couture til kvinder. Det er hans måde at ære og erindre de kvinder, der for altid forsvandt fra hans liv. Han taler ikke om fortiden; men den gnaver konstant i ham.

Bogen er finurligt konstrueret så der efter hvert kapitel er et kapitel set fra en af protagonisternes øjne; deres måde at se Tomi på giver læseren mindst lige så meget indsigt i den person, han er. Alt det, der ikke kommer ud af ham - men brænder op indvendigt.

Historien fører os frem til 2017, da Tomi er 88 år gammel; dog er der en meget lang periode i 1974, hvor det handler meget om syning og tøj, og hvor jeg lidt mistede tråden til hans egen historie. I det afsluttende kapitel bliver noget af dette samlet igen - men den mistede desværre lidt pusten undervejs. Det er ellers en glimrende og rørende fortælling om, hvordan man også kan overleve krigen og lejrene. Ved at begrave det dybt inde i sig, og kompensere ved at gøre kvinderne smukke. Det er jo også tragisk, og man kan godt have ondt af det menneske, der i så mange år skal bære rundt på alt dette - men dem var der jo tusinder af. Skylden, der aldrig slap dem.