Conjure Women - Afia Atakora

• Engelsk
• 25.-31. maj
• 416 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Jeg ved ikke, hvor min fascination af historien om den sorte befolkning som slaver stammer? Måske fra da jeg som barn læste Onkel Toms hytte - eller da jeg som ung første gang så Borte med blæsten, som selvfølgelig allerede var en meget gammel film; men den kan stadig et eller andet helt specielt synes jeg! Men måske er det også efter alle mine rejser i Afrika - en gang endog i fodsporene på Alex Haleys egen familie (men mistænkte det mere for et turiststunt); men i hvert fald ser jeg, hvordan den animisme, som jeg elsker ved Afrika, overlever i den afro-amerikanske kultur.

Afia Atakora er født i England, men opvokset i USA, og dette er hendes debutroman - noget af et brag at starte med, må man sige. Og et mærkværdigt tidspunkt at læse den på, nu hvor medier svømmer over med den tragiske historie om George Floyd, og de uroligheder der endnu en gang for mange blusser op i USA. Det er som om den historie aldrig bliver lukket, og de tidligere slavers efterkommere ses som ligeværdige. Det er så trist og tragisk! 

En Conjure Woman er lidt den lokale heksedoktor i plantagerne, som helbredte både slaver og hvide ved hjælp af naturmedicin - og måske lidt voodoo og andet sjov indimellem. I ental er det også en af de tidligste romaner om slaveriets forhold af den meget hvide forfatter Charles Chesnutt - som havde 1/8 afro-amerikansk blod. Det er en smuk lige linie tilbage til gamle historier og en hyldest til forfatteren.

Historien her foregår på en plantagen i syden og fortælles i to tempi; tiden lige optil den amerikanske borgerkrig (1861-1865) og tiden efter op til 1872. Rue er en teenager, da krigen bryder ud; hun hjælper sin mor May Belle med at forberede medicinen - og efter moderens død overtager hun hendes rolle som Conjure Woman for de nu frigivne slaver, som dog er blevet boende i hytterne ved den nedbrændte plantage. Kapitlerne er opdelt i Slaverytime og Freedomtime - på skift; for det er den eneste tid, der giver nogen mening for dem.

En dag fødes en lille dreng med usædvanligt sorte øjne, og man mener Rue står bag en forbandelse; dette gøres ikke nemmere af det specielle bånd, der hurtigt viser sig mellem den lille dreng, Bean, og Rue. Da en masse spædbørn pludselig bliver syge og dør, men Bean stortrives, forstærkes denne mistanke. Rue må gøre noget for at få Bean til at virke mere menneskelig, og for at undgå en regulær lynchning.

Den kommer muligvis gennem den omrejsende præst, Bruh Abel, som skal redde hende.

Men i virkeligheden kæmper de alle med spøgelserne af den gamle verden; plantagen brændte soldaterne - men Rue nåede at redde den hvide plantagedatter i sikkerhed, og hun lever i uvished og skjul i en nedlagt kirke. Er det Rues hævn for slavetiden - eller er det fordi de nu er isolerede på jorderne, og i bund og grund ikke kan finde ud af, hvad de skal gøre med al den frihed? Skal de rejse? Skal hele landsbystrukturen ændres? Det er generationers traditioner der stilles spørgsmål ved - og derved også ved den uskrevne magt som en Conjure Woman havde.

Det er en gribende fortælling om deres traumer, om roller, der skal ændres og chancer, der skal tages for at blive en del af en ny verden. Men det er også historien om de årsager der ligger bag deres traumer; om magtforholdet mellem plantageejer og slaver - og den rige hvide pige og Rue. Om moderens forhold til faderen; og en frygtelig slutning.

Der er en anelse af håb i en epilog, der foregår i 1927 - altså da Rue er 80 år gammel. Men nu er vi i 2020 - og det meste af tiden indser man, at der heller ikke er sket betydelige fremgang i de sidste 90 år og 150 år efter, at slaverne blev sat frie. Det er George Floyd desværre blot et bevis på; og derfor er denne slags romaner så uendeligt vigtige.