Au temps où la Joconde parlait - Jean Diwo

• Fransk
• 1.-6. maj
• 506 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Da jeg sidste sommer læste Diwos trilogi om et bestemt kvarter i Paris, havde jeg allerede denne stående. Jeg var ikke særligt begejstret for den trilogi på trods af nogle lyspunkter hist og her.

Jeg havde erindringerne om hans fremragende bog om Rubens i tankerne, og denne handlede jo også om malere - endog renæssancens store malere, som er mine absolutte idoler.

Bogen er næsten 30 år gammel - den udkom i 1993; og den strækker sig over et godt århundrede, hvor Diwo får flettet historierne om en del af tidens malere sammen. Det starter med Antonello, så introduceres da Vinci fra barnsben af - og vi møder Michelangelo og Raffaello for blot at nævne nogle af de mest centrale figurer.

I midten af det 15. århundrede malede man i Italien udelukkende fresco - men en dag kommer kongen i besiddelse af et lille oliemaleri af den flamske maler Jan van Eyck. Han menes at være den første, der mestrede den svære kunst at lave oliemaling, som ændrede kunsten totalt og for evigt.

I bogen hører vi om den unge Antonello, som ser dette maleri og rejser fra Napoli til Bruges - noget af en rejse i de tider - for at få hemmeligheden ud af van Eyck. Den historie er fortalt af Vasari, som fra 1550 udgav det omfattende værk Lives if the Most Excellent Painters, Sculptors and Architects. En bog jeg virkelig gerne vil eje! 

Dog er der nogle fundamentale problemer i denne historie - van Eyck døde nemlig i 1441, og Antonello menes at være født mellem 1429 og 1431! Han har altså næppe været ude på så lang en rejse alene - som ti-årig! 

Dermed ryger hele fundamentet for Diwos bog; og den er da også præget af konstante historiske fejl - dateringen skrider for ham hele tiden. Det undrer mig, at en så grundig historiker kan konstruere en historie blot for at få disse mennesker til at interagere, uden at have sine fakta i orden?

Det ødelægger jo læseglæden, hvis man reelt kender til baggrunden - men også uden, da visse fejl er så groteske at en fem-årig nok ville opdage dem.

Der er jo også bygget en historie op omkring det, og den er jo hyggelig, hvis man interesserer sig for livet på den tid; men det er ikke nok til at bære de andre fejl.

Der findes eminente - og korrekte - biografier af flere af disse malere; fx er Irving Stones biografi af Michelangelo noget af det bedste, jeg nogensinde har læst. Så dette var en skuffelse - men jeg trængte samtidig også til at læse på fransk igen - og om al den kunst, som jeg virkelig savner nu jeg ikke kan rejse. Pudsigt nok skulle jeg om nogle dage være rejst til Napoli - så det var nærmest en pinsel at læse om alle de malerier, der er der - og som må vente til efter corona!