The Prisoner's Wife - Maggie Brookes

 

• Engelsk
• 15.-17. juli
• 416 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Ikke helt et biblioteksfund - faktisk et fund i en af de bogbyttekasser, der findes rundt omkring. I mit tilfælde på en S-togsstation, jeg kommer forbi på vej til familiebesøg og der kan man til tider være heldig.

Det er en historie, der læner sig op af andre som fx dem skrevet af Heather Morris. Hendes bøger var i starten baseret på reelle personers historie, men antog så en mere fiktiv form. Der er mange historier fra den forfærdelige krig. Der er i sagens natur mange, der minder om hinanden - men der er også et stort antal forskellige historier, som denne bog viser.

Maggie Brookes fik "historien" fortalt i 2007 af en ældre mand - han havde været britisk krigsfange i en tysk lejr, og fortalte, at der i lejren havde været en tjekkisk kvinde forklædt som mand. Hun var gift med en britisk krigsfange, og nu skjulte de sig sammen i håbet om at overleve. Det lykkedes hende aldrig at finde mere information som navnene på parret eller endsige verificere historien. Men tanken om muligheden satte sig fast i hende, og hun skrev denne fiktive historie baseret på idéen.

Vi er i 1944, og Bill er britisk krigsfange i en tysk lejr i Tjekkiet. Der sendte man de britiske soldater, der var omfattet af Genève-konventionen, og derfor skulle formodes at få en nogenlunde human behandling. Det fik de selvfølgelig ikke - men de havde i det mindste et håb om overlevelse, hvis fysikken magtede det. Til gengæld blev de brugt som arbejdskraft, og Bill sendes således til en bondegård for at hjælpe med praktisk arbejde sammen med en grupper fanger.

Der møder og forelsker han sig i husets datter, Izabella, på trods af, at de kan knap kan tale sammen. Men Izabella lærer sig mere engelsk, og kærligheden vokser. Da krigen begynder at vende for tyskerne, og russerne nærmer sig, ved de, at de må gøre noget. De gifter sig i skjul, og flygter så i håbet om at finde partisanerne i bjergene. Men de tages til fange af tyskerne, og Izabella, der allerede er forklædt som en ung dreng, foregiver at være stum på grund af granatchok. 

Nu skal de overleve i en lejr, hvor der ingen intimitet eller privatliv er - og de indvier en lille gruppe mænd i deres hemmelighed. Mænd, som hjælper med at dække over hendes fysiske utilstrækkelighed og hjælper med at give hende lidt privatliv til intime behov.

Historien følger Bill og Izabella og deres gruppe af venner igennem lejren, og videre til som arbejdsfanger i et stenbrud. Krigen nærmer sig sin slutning, og de må bevæge sig ud på dødsmarchen sammen med tusinder af andre. Undervejs mister de flere i gruppen - eller må efterlade dem i håbet om et gensyn senere. Det er desværre bogens svaghed synes jeg.

Der er nogle utroligt detaljerede beskrivelser af tiden i lejren og under marchen. Der er alt for mange øjeblikke, hvor Izabella mener, at hun nu vil blive opdaget og det hele slutte. Selvfølgelig ville det have været legitimt for planen og idéen er jo vanvittig under de forhold - men at gentage det så mange gange bliver trættende for læseren. Deres ultimative mål er jo at overleve og komme til England, men bogen slutter uden at vi får lukket alle de ender. Selvom det er fiktion ville det have været fint at afrunde med nogle opklaringer om Izabellas familie, som hun forlod i hemmelighed eller de venner, som var så vigtige for deres overlevelse. 

Måske ville historien have stået stærkere, hvis der var mere reel viden - som i tilfældet med de bedste af Heather Morris' bøger, hvor der er en epilog.