Familien Thibault III - Roger Martin du Gard

 

• Fransk
• 3.-9. juli
• 639 sider
• Originaltitel: Les Thibault III

Sidste bind i den snart et hundrede år gamle trilogi om de to Thibault-brødre indeholder sidste del af  det oprindelige syvende bind - Sommeren 1914 - og Epilogen udgivet i 1940, som i sig selv er en roman og udgjorde ottende bind.

De første 300 sider - med slutningen af Sommeren 1914 - foregår fra 31. juli til 10. august, og er lige så detaljerede som syvende bind var. Man får her et helt unikt indblik i de politiske forsøg på at forhindre en krig, der skulle blive den sidste store krig. De imperialistiske rænkespil mellem stormagterne og de uundgåelige konsekvenser, når en nation begynder at mobilisere tropperne. For nu er der pludselig ingen vej tilbage og alle venter spændt på, hvem der først udsteder en officiel krigserklæring. 

Antoine ved jo, at han vil blive mobiliseret som læge men Jacques mener stadig, at socialisterne har en chance for at afværge krigen, hvis blot arbejderne går i generalstrejke. Ikke kun i Frankrig men i en international bevægelse. Da den franske leder Jaurès bliver dræbt på en restaurant i Paris mister partiet dog sin vigtigste figur, og da krigserklæringerne begynder at komme fra de europæiske magter, ændrer tonen sig.

Pludselig er klassekampen ikke uopsættelig, for nationalfølelsen overtager. Mange socialister mener, at krigen i sig selv vil bane vej for en ny verdensorden - hvilket den jo gjorde - men at det nu handler om at stå sammen trods politiske overbevisninger for at beskytte det franske territorie. Jacques er slet ikke enig, og vil ikke mobiliseres. De to brødre skilles således ikke som venner, da Jacques returnerer til Schweiz for at fortsætte kampen derfra. Han vælger en sidste desperat handling for at råbe kammeraterne op - og dør i forsøget.

Epilogen foregår fra foråret 1918 til krigens slutning i november. Antoine er blevet såret ved at inhalere den farlige sennepsgas, og er på en klinik i Sydfrankrig. Han tror selv på en bedring, selvom han ved, at han aldrig bliver som før. Men over sommeren forværres hans tilstand, og et besøg i Paris, hvor han ser Jacques' forlovede Jenny, hendes bror, Daniel, og Gise bliver skelsættende. Daniel har mistet et ben - og livslysten. De unge kvinder har omdannet familiens hus til hospital, og entusiasmen for krigen er forsvundet. Da han møder sin gamle læremester Philip, ser han i dennes øjne, at han ikke vil overleve.

Trilogien slutter med Antoines dagbogsnotater fra juli til november, hvor han afventer døden og filosoferer over meningen med det hele. Han var den succesrige - og rige - læge, der levede et privilegeret liv. Han havde elskerinder, men blev aldrig gift. Han satte æren og familien over alt andet. Men nu ændrer hans synspunkter sig, og han forstår Jacques. Hans lyspunkt er Jennys søn, Jean-Paul, født efter Jacques' død og uægte barn. Men han ser i ham håbet for en ny æra for Frankrig og Europa - og man tænker jo, at dette barn vil være en ung mand, når den næste verdenskrig rammer.

Dette sidste bind er skrevet i 1940 netop som 2. Verdenskrig startede. Du Gard fik Nobels litteraturpris i 1937, hvor Sommeren 1914 netop var udkommet og man kan sagtens se symbolværdien i dette. Hans politiske og pacifistiske holdninger er en advarsel om, hvor galt det kan gå og der er vel nok en politisk symbolik i at give netop ham denne pris for at kaste lys på den fare, man i slutningen af 1930'erne måske stadig håbede at kunne stoppe.

Det har været en intens læsning over knap tre uger og næsten 2.400 sider. Udgivelsen strækker sig over næsten tyve år, og det mærkes også i stilen, der bliver mere moderne som den skrider frem. Der er ikke mange lyspunkter i denne dommedagsfortælling om undergangen af en familie, et samfund og en verdensorden - men det er et helt fantastisk indblik i historien skrevet næsten som den udfoldede sig.