Theo af Golden - Allen Levi

 

• Engelsk
• 10.-11. juli
• 400 sider
• Originaltitel: Theo of Golden

Nogle gange tjekker jeg bestseller-listen for New York Times, og så lader jeg mig friste. Jeg trængte også til noget engelsk litteratur efter mit franske maraton. Måske også noget lidt lettere - men her endte jeg måske i lidt for meget af en kliché?

Theo er en ældre elegant herre på 86 år, der en forårsdag pludselig dukker op i den lille by Golden. Han besøger den lokale café i jagt på en rigtig god kop kaffe, og på caféens vægge ser han de blyantsportrætter en lokal kunstner har lavet af byens indbyggere. Der er 92 portrætter og Theo beslutter sig for at blive i byen, og gøre dem til sin mission. Han vil købe dem et efter et for at give dem videre til den portrætterede person, som han mener er den rigtige ejer.

De lokale ser først på ham med en vis mistro. For hvem er denne ældre mand, som ikke vil give sit efternavn og nødigt fortæller om sig selv. Vi ved blot, at han er fra Portugal. Han har engang været gift og haft en datter. Men han har nu boet i New York i mange år. Men alle andre spørgsmål undgår han behændigt.

Han skriver til personerne, og beder dem møde ham på en bænk i byens park for at modtage deres portræt. Således møder han folk fra alle byens samfundslag og hver gang stiller ham dem det samme spørgsmål: "Fortæl mig din historie".

Hans projekt bringer ham i kontakt med mennesker, der har behov for hjælp og han bliver den anonyme velgører for en del af dem. Men hans projekt begynder også at ændre folk og bringe dem sammen på en ny måde. Folk i byen begynder at lægge mærke til og tage sig af hinanden med en ny iver. 

Der er en del bibliske referencer hele vejen igennem. Navnet alene - Theo. Gud. Hans evne til at få folk til at folk til at føle sig set, hørt og elskede. Hans uselviskhed. Hans anonymitet. 

Vi får Theos fulde identitet i slutningen af bogen. Vi finder ud af, hvorfor han kom til Golden - og ikke en anden by. Det hele var nøje planlagt - måske bortset fra projektet med portrætterne, som dog viste sig at være perfekt til hans formål. Så mystikken opklares til sidst og det er for det meste en meget happy ending.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på Paulo Coelhos Alkymisten. Det er selvfølgelig en helt anden historie - men idéen og effekten virker til at være den samme. Nogle gange har verden åbenbart behov for denne slags bøger, hvor vi hylder det gode i mennesket. Et behov for at blive mindet om, at vi alle kan gøre en forskel for andre, hvis vi blot interesserer os for vore medmennesker.

Det er jo en åbenlys og fin tanke. Men jeg synes det bliver lidt for prædikende og overlæsset med simpel symbolik. Desuden fratages vi tit muligheden for selv at gætte; Theos tanker og handlinger udpensles for læseren, så den mystik, der jo angiveligt skal være, forsvinder.

Den er virkelig hurtigt læst, og jeg er nok ikke helt modtagelig overfor denne slags moderne spiritualitet, som er så karikeret.