Des hommes - Laurent Mauvignier

• Fransk
• 21.-23. august
• 283 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

En lille fransk landsby. En fest for vennerne for at fejre, at man går på pension. Det er Solanges lørdag og hendes store dag. Hun har endda inviteret sin håbløse bror, som de kalder Bålet - som i lejrbål. Bålet, som er alkoholiker og landsbyens særling. Som alle forsøger at undgå - faktisk lader de som om de slet ikke ser ham, når han turer byen rundt på sin scooter i sin brandert. De køber sig til denne fred ved at give ham lidt håndører til at købe den næste flaske for. Men til Solanges fest kommer han. Hun var altid hans yndlingssøster, og han kommer med en særlig gave. En broche med diamanter, som må have kostet så mange penge, at de øjeblikkeligt forarges - fordi de jo har hjulpet. Og fordi han jo må have stjålet pengene. Han har måske endda stjålet dem fra den gamle moder, der netop er kommet på plejehjem. Men det er jo Bålet - og han er totalt utilregnelig. 

De smider ham ud fra festen. Og Bålet tager sin scooter og kører ud til en af landsbyens beboere. Ikke en hvilken som helst. En algierer. Han skræmmer børnene og slår hunden. Han er i oprør og vred. Han kører igen og de vil ikke lægge sag an - bare helst leve i fred og fordragelighed med naboerne. Men Solange mener, at nu er Bernard gået et skridt for langt og de må stoppe ham. For der var en Bernard inden der var Bålet. Inden krigen i Algeriet fyrre år tidligere, hvor de var afsted - Bernard og hans fætter Rabut.

Vi hopper tilbage i tiden. Til Algeriet i starten af 1960'erne, hvor de unge mænd, som ikke kendte andet end de hjemlige pløjemarker pludselig skulle sendes i krig for at forsvare den franske koloni. De stod pludselig i storbyen Marseille, og blev skibet over - og mødte nye mennesker og en ny kultur, og ikke mindst en krig, som de ikke forstod meget af.

De lærer at gå i krig, og de er med til at slå folk ihjel; men i Algeriet var det ikke blot mand mod mand i en skyttegrav, som deres bedstefædre havde gjort det. Det var tortur og udryddelse af landsbyer med både kvinder og børn for at afsløre rebellernes gemmesteder. Det var også en krig, hvor algierske soldater som franske statsborgere måtte kæmpe mod deres egne og forsøge at forhindre deres fædrelands frihed. 

Og en dag går det galt. På grund af en ligegyldig bemærkning under en bytur under udgangen til 14. juli-festen. Rabut, der starter en slåskamp med fætteren, så de ryger i detentionen og kommer for sent tilbage til lejren. Hvor alle ligger halshuggede og dræbte i et blodbad, som de aldrig glemmer - og som de anses som medskyldige i.

Algeriet bliver frit, og de rejser hjem sammen med de titusinder af franskmænd, der aldrig har sat benene på fransk jord. Dem, der bliver til pieds-noirs - sortfødderne - og som skal integreres i et samfund, som ikke ønsker dem. Og soldaterne, der kommer hjem med et nederlag og nogle minder, som ingen gider at høre om.

Bernard bliver til Bålet - han kan ikke bekæmpe dæmonerne. Men Rabut fortrænger dem. Indtil det hele vælter op til overfladen så mange efter.

Det er en meget forvirret roman i skrivemåden. Hurtig, intens og med skiftende fortællere og totalt uden dialoger - kun de indre, som fortæller om de minder, de hver især har haft.

I starten var jeg lidt forvirret over, hvor han ville hen med sin historie, der kørte lidt for lang tid i festen og konflikten mellem Bålet og alle de andre gæster. Men meningen kommer - og fra at være den sølle drukkenbolt bliver Bålet til den mest 'normale' person i hele hændelsesforløbet.

Jeg har ikke læst mange romaner om denne tid i fransk historie; der er uden tvivl en masse stærke historier om emnet - men uden tvivl er det også svært stadig at behandle det for en fransk forfatter; denne sorte plet i deres historiebog.