Avenue des Géants - Marc Dugain

• Fransk
• 4.-9. august
• 420 sider
• Dansk titel: 

Marc Dugain bevæger sig rundt om den menneskelige sjæls dybder, når den er grummest og mørkest. Men han gør det på en ganske bestemt måde. Ikke for at fordømme eller udstille de dystre personligheder, men for at anskue dem med en form for kærlighed; måske for at vi som læsere skal forstå, hvorfor de personer endte helt derude, hvor al menneskelig logik burde have stoppet dem. Det var temaet i hans tidligere roman om nazi-Tyskland, og det er igen temaet i denne roman, som dog er oversat til engelsk. 

Ideen til bogen udsprang, da han så en udsendelse om den amerikanske massemorder Ed Kemper, som er en usædvanlig person. Efter at have læst bogen, så jeg dette interview med ham fra 1991 - og han sidder stadig i fængsel, og er nu 65 år gammel. Dugains roman giver ham med et andet navn - Al Kenner - men ellers er det en gengivelse af hændelserne; med den lille forskel, at han forsøger at forstå manden bag mordene - og selvfølgelig romantiserer en anelse.

Al Kenner (Ed Kemper) var en ung mand med en usædvanlig IQ, som var højere end 140; og samtidig 220 cm høj. Han bor hos sine bedsteforældre efter at forældrene er blevet skilt. Moderen er begyndt at blive alkoholiker, og faderen - en tidligere krigshelt - har hun smidt ud fordi hans sociale fremgang ikke er nok til hendes ambitioner. Så Al bliver sendt til bedsteforældrenes gård, hvor han en dag dræber dem begge med et skud i nakken. I romanen bliver dette sat til den dag, hvor Kennedy bliver dræbt mens det i virkeligheden skete lidt senere. Men for Dugain er romanen og historien om Kemper også en historie om en tid i amerikansk samfundshistorie.

Al stikker først af - velvidende, at han vil melde sig selv. Men først skal han have lidt luft. Så ringer han og melder sig selv og ender på et psykiatrisk hospital. Han vil egentlig selv erklære sig skyldig - men han får en behandlingsdom, og tilbringer fem år på det psykiatriske hospital. Men så begynder soldaterne at vende tilbage fra Vietnam - vi er i slutningen af 1960'ener - og der er mangel på pladser for psykisk syge. Al bliver løsladt mod at holde sig langt væk fra moderen, som man tydeligt ser som en faktor i hans ustabilitet.

Han finder forskellige småjobs og et sted at bo; han genfinder et samfund fyldt af hippier og Peace & Love-beskeder, som frastøder ham. Med forældrenes opdragelse og rigide psyke - og hans egen dybe psykose - er han slet ikke parat til en så løssluppen mentalitet. Det er måske her, at man virkelig ser hans mentale problemer - alt skal være i orden og kontrolleret. Han drikker, men ryger ikke hash; og hurtigt får han sig venner blandt de lokale politibetjente, som værdsætter den unge mands regelrette moral. 

Han bliver kæreste med politichefens datter, men er ude af stand til et normalt fysisk forhold - hvilket behager faderen, og frustrerer datteren. Igen undres man over, at ingen ser, hvor plaget han er - i stedet for at se den eksemplariske unge mand. Måske hjalp samtidens "moralske forfald", så han kunne udnytte hippiernes opførsel til at fremme sig selv. Han forsøger at indordne sig; vil giftes med den unge pige og arbejde i politiet. Men samtidig må han give efter for sine impulser, der får ham til at køre rundt og lede efter autostoppere. Altid den samme profil af unge socialt velordnede unge piger, som ser lidt ned på ham - han forsøger at genskabe den foragt, som moderen har udvist overfor ham hele livet. Han søger reelt at blive såret, og til gengæld dræber han pigerne.

Bogen nævner ikke på noget tidspunkt, hvordan de bestialske mord foregik - det læste jeg mig til på nettet. Dugain går nemlig efter det psykologiske og ikke krimielementet; men han ender med at tage livet af moderen og hendes veninde, og melder så sig selv igen. For sidste gang. 

Jeg havde en anelse svært ved at se, hvor vi skulle hen, da de første mange sider blot var Al, der snakker med en besøgsven i fængslet. Starten var lidt sløv - men da man følger ham efter den første løsladelse, kommer man langt ind i det psykiske aspekt og skyldsspørgsmålet. Al ved godt, at han dybest set ikke har det godt - han anklager alt og alle; men samtidig mener han, at han er dem overlegen. Han har jo alle karakteristika på en massemorder - enormt høj IQ sat sammen med en traumatisk familiebaggrund og et fysisk udseende, der adskiller ham fra mængden. Men han er jo blevet løsladt - er det så samfundets skyld, at han efterfølgende dræber yderligere otte personer?

Som med så mange massemordere er det sikkert svært bagefter at sige; Dugain gør et godt forsøg på at komme ind bag manden.