Sunday, April 27, 2025

Okavango - Caryl Férey

 


  • Fransk
  • 24.-27. april
  • 544 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har ikke læst Caryl Féreys krimier siden 2016; dels er jeg ikke god til at læse krimier - dels løb jeg lidt tør i hans stil. Men jeg faldt alligevel for fristelsen, da denne igen foregik i Afrika som i Zulu, som nok er hans bedste krimi.

Denne gang er vi i grænseområdet mellem Namibia, Botswana og Angola, hvor et stort naturreservat deles af de tre lande. Dyrenes grænser er flydende, da der er skabt korridorer, der passer til deres habitat og overvågningen varetages af soldater fra alle tre lande i det område vi også kender som Kalahari.

En af de store lejre i området er Wild Bunch, der ejes af den hvide sydafrikaner John Latham. Han lever isoleret med en lokal stamme - san-folket - som han vil testamentere sine jorder til. Men nu findes der både døde dyr og mennesker i reservatet. De lokale krybskyttejægere tilkaldes - officeren Solanah og hendes hjælper, Seth. Solanah er gift med chefen, og deres forhold er i en krise. Da hun møder John fascineres hun af ham - men hun stoler absolut ikke på hans historie om den hvide frelser, der vil give alt væk til del lokale.

Féreys roman er ligesom flere af hans tidligere en slags geopolitisk krimi; vi bliver indført i de konflikter, der har præget området i årtier - postkolonialismen, borgerkrige, stammeopgør og det internationale marked for truede dyrearter. Netop det sidste er jægeren Du Plessis bagmande for; han har et netværk af krybskytter og kunder, der vil betale formuer for et nasehor, stødtænder eller nyde en løvesteak! Men han har også en fortid med Latham!

Problemet for mig er, at man relativt tidligt ved, hvordan intrigen er skruet sammen og derefter er det blot udrulningen af konfrontationerne; som er voldelige og detaljerede. Det er præcis samme problematik som i Mapuche, hvor det politiske budskab drukner og mudrer krimihistorien. Det hjælper så ikke for mig, at der ikke er noget overraskelsesmoment til sidst og jeg fandt den faktisk lidt langsommelig at komme igennem trods de interessante historier om savannen.

No comments: