Le paradis caché - Luca Di Fulvio

 

• Fransk
• 19.-23. april
• 768 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har virkelig haft svært ved at finde mit læsegen efter rejsen til Firenze; der var alt for mange indtryk at bearbejde efter 36 museer på 6 dage! Men så havde jeg jo en dejlig italiensk roman, som ville være perfekt til formålet.

Jeg har været helt opslugt af Di Fulvios romaner fra den allerførste roman i 2018 til det, der nu er hans allersidste. Di Fulvio døde i maj 2023 af den forfærdelige sygdom ALS, og nu er det endegyldigt slut.

Jeg kunne ikke lade være med at se tegn i denne roman, som på nogle måder skilte sig ud fra de tidligere.

Vi er tilbage i Italien i det 17. århundrede, hvor den unge Daniele i 1610 mister sin mor som 5-årig. Det gør hans far sindssyg af sorg, og han sender drengen i kloster, hvor abbeden Thevet tager sig kærligt af ham. Netop da han ankommer findes en døende kvinde i fødsel og hun føder en lille pige i klosteret nærmest efter hun er udåndet, hvilket straks kaster en skygge over barnet. Thevet tager sig også af den lille pige, men da hendes køn bliver opdaget må han overlade hende til et nonnekloster. Hun bliver givet navnet Susanna.

Vi springer frem til 1633, hvor Susannas mand og deres tjenestepige findes myrdet - og hun anklages for at være en heks - og morder. Nu kommer inkvisitionen på spil med præsten Constantin Tron og hans trofaste tjener Paolo og Daniele melder sig som hendes forsvarer.

Daniele, Paolo og Susanna har alle deres barndom tilfælles; Daniele og Susanna var håbløst forelskede nogle år tidligere, men Tron fik Daniele til at mistro hende. Paolo på den anden side er forelsket i Tron, som selv er tryllebundet af Susanna - forbudt frugt for en præst, og han kæmper med sin samvittighed.

Der er lagt op til et voldsomt drama med Inkvisitionen og periodens heksejagter som baggrund.

Der er selvfølgelig en smuk bibelsk symbolik her - Daniele, Susanna og Tron minder os om historien om Susanna i badet fra Bibelen. Tron ser nemlig Susanna nøgen i et bad, da han først møder hende. 

 

Det er ikke hans bedste bog; langt fra faktisk. Der er lidt for mange klichéer og gentagelser af beskrivelser af personer - Paolos Botticelli-gyldne lange lokker, Susannas azurblå øjne osv. Men jeg ser det nu som tegnene på, at denne sidste roman nok var svær for ham at skrive som sygdommen skred frem, 

En anden markant forskel er slutningen. Der er altid en duel i kampen mellem de gode og de onde, de rige og de fattige - og det ender altid lykkeligt for hans protagonister. Det gør det ikke her. Daniele og Susanna når at finde hinanden og kærligheden når at sejre - men Daniele dør. Susanna ender på bålet og er ved at dø i flammerne inden hun reddes ud i sidste øjeblik - såret, forbrændt og i smerter - men hun kan se fremad. Bogen er dedikeret til hans hustru, og det siger vel nærmest alt så.

Jeg har nydt alle hans romaner; at denne var lidt svagere konstrueret kan jeg tilgive ham - og jeg vil savne, at der er ikke er en ny at se frem til.