Disco Inferno (Sans Soleil I) - Jean-Christophe Grangé

 

• Fransk
• 8.-10. marts
• 432 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Det er snart ti år siden jeg sidst læste en krimi af Jean-Christophe Grangé. Jeg tror jeg var kørt lidt træt i dem, og de blev i stigende grad voldelige, blodige, grænseoverskridende - og lidt for fantasifulde i plottet for en amatørkrimilæser som mig. Det blev til for mange skjulte symboler og mystiske sammenhænge, og jeg stod lidt af i historierne. Så jeg stoppede med at læse hans nyudgivelser.

Denne miniserie på to krimier har dog været vidt omtalt i de franske medier, og efter at have læst blot lidt om plottet vidste jeg, at dem måtte jeg læse.

Vi er i Paris i 1982, og Mitterrand er nyvalgt fransk præsident. Han har afviklet de sidste love, der gjorde homoseksualitet strafbart, og nu fester hele det homoseksuelle miljø. Det er 1980'erne med de sidste toner af discomusik, og en løssluppenhed, der aldrig tidligere er set. Men der er også mørke skyer, der trækker op - man begynder at se tilfælde af en underlig sygdom, der rammer tilsyneladende unge og sunde mænd, og inden for få måneder er de døende. Sygdommen får hurtigt navnet gay cancer - inden amerikanerne omdøber den til AIDS, og inden man ved, at den ikke er så selektiv i sine ofre. Det ved man ikke med sikkerhed endnu, og det homoseksuelle miljø reagerer ved enten at ignorere det (fordi de endelig kan være åbne) eller ved blot at feste endnu vildere (fordi de så sandsynligvis allerede er smittede).

Federico er en ung mand, der har haft et ganske aktivt sexliv. Han færdedes på byens mest berømte natklubber - Palace og Les Bains Douches - sammen med sin veninde, Heidi. Han solgte sig selv for penge, og sammen udøvede de også pengeafpresning af mænd, der ikke åbenlyst stod ved deres seksualitet. Han er virkelig døden nær nu, og kun den idealistiske læge Daniel Ségur, der er specialiseret i kønssygdomme besøger ham stadig. Miljøet har forkastet ham. 

Patrick Swift er politimand; han er gudesmuk - og meget heteroseksuel; ligesom lægen - og nu bliver de to kastet ud i en jagt på en bestialsk morder, der hærger i homomiljøet. Federico findes nemlig myrdet, og snart bliver endnu en døende myrdet.

Det er en rejse ind i 1980'ernes totale fest, der nu pludselig trues af denne mystiske sygdom - og en morder. Jeg kom til Paris i 1987, og som mange andre, der boede der i den periode, havde jeg min gang i netop disse natklubber. Le Palace, Les Bains Douches men også Régine, Le Queen, La Locomotive - det var én lang fest (og en kamp for at træde ind i de hellige haller). Men vi levede også med frygten for AIDS, som ikke længere var kendt som en homoseksuel sygdom. Så jeg befandt mig pludselig tilbage i mine meget unge år - og Grangés beskrivelser af tiden fik mig også til at tænke på alt det, jeg aldrig tænkte over. Vi dansede, Vi festede. Selvfølgelig var vi heller ikke forfulgt af en morder!

Vi er langt fra det overnaturlige i nogle af de krimier, der fik mig til at lægge Grangé på hylden. Om andet bind trækker mere i den retning vil vise sig - første bind er ren fornøjelse og en tur ned af Memory Lane for mig personligt. Jeg kan slet ikke vente på andet bind står klar på biblioteket - og hatten af for, at danske biblioteker allerede har den på hylden på fransk!