- Fransk
- 13.-16. marts
- 400 sider
- Dansk titel: Endnu ikke oversat
Jeg ventede utålmodigt på andet bind i serien - hvilket heldigvis kun tog nogle dage. I slutningen af første bind var vi i 1982, og politiinspektør Swift havde fundet en morder. Dermed troede man, at sagen om de bestialske mord på dødeligt syge AIDS-patienter var ovre; men Swift havde stadig en nagende fornemmelse.
Nu er vi i 1986, og Heidi er væk fra pailletterne på de parisiske dansegulve. Hun holder nytår i Tanger med en rig reklamemand, der var del af inderkernen i homomiljøet i Paris. Men morderen er også tilbage - eller er det en anden? Det er svært at skrive meget om handlingen uden at afsløre for meget af kulminationen på første bind eller handlingen af andet bind. Men de tre musketerer - Swift, Heidi og lægen Ségur mødes igen for at opklare den stribe af mord, der forfølger dem ned i subsaharisk Afrika i en øde jungle. De er hele tiden lidt for sent, men morderen er der. Iblandt dem.
Der er symbolske elementer, som er Grangés varemærke; men vi holder os til de mere velkendte af slagsen. Swift har fra starten fundet en forbindelse til Caribien og de tidligere franske kolonier. Der er macheter, sukkerrør og gift fra en sjælden fisk. Så jagten ender i Haiti, som i 1986 var på randen af borgerkrig og kollaps efter det årelange diktatur under Papa Doc og Baby Doc. Nogle vil mene, at det ikke passer sig til en krimi; personligt er jeg ikke meget for de meget blodige krimier og fandt denne kombination af samfundspolitik og mysterie interessant. De to bind er et stort tidsbillede af begyndelsen af 1980'erne.
Jeg kunne dog ikke helt lide afslutningen; uden at afsløre for meget så synes jeg at de skyldige skal fanges! Men det var Grangé når han er bedst - en fornøjelse at genopdage ahm, som ikke blev mindre af mit eget memory trip med fransk og international popmusik, som der flittigt refereres til.
No comments:
Post a Comment