Wednesday, March 19, 2025

Earth - John Boyne

 


  • Engelsk
  • 19. marts
  • 176 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har flere gange skrevet om gennemgående temaer i Boynes forfatterskab, og med denne serie af novellaer kommer vi virkelig ind til essensen af det. De planlagte fire bøger er opkaldt efter de fire elementer. Vand udkom som første bind; en virkelig stærk historie. Andet bind er Jorden, og tredje bind Ild er allerede udkommet, så vi blot mangler Luft.

De fire bind kan læses uafhængigt i den forstand, at historierne står alene. Men... der er en rød tråd. som man vil forvente det af en serie med præmissen at dække de fire elementer. I første bind møder vi perifert den unge Evan, som kæmper med sin homoseksualitet og faderens pres for at han skal blive fodboldspiller. Vanessa - hovedpersonen fra Water - ser ham forsøge at drukne sig inden han med sin mors hjælp forlader den lille irske ø.

I Earth starter vi med Evan, der skal møde op til en retssag, hvor han er dømt for at have filmet en voldtægt begået af hans ven. Krøllen på historien er, at nu er Evan en berømt - og rig - fodboldspiller. Et idol for unge. Et mål for unge piger. Men hvordan er han havnet her efter flugten hjemmefra?

I tilbageblik får vi historien om hans ankomst i England med drømmen om at blive maler - af den kunstneriske art vel at mærke. Men talentet er der ikke, så i stedet sælger han et af sine andre talenter. Evan er homoseksuel, og en smuk ung mand. Han bliver samlet op af en mand, der efter at have 'testet' ham sælger ham til midaldrende mænd, der lever deres homoseksualitet i skjul. Det går for det meste godt - men da han gives til en kendt offentlig personlighed udsættes han for så voldsomme overgreb, at han har både fysiske og psykiske ar.

I stedet finder han endelig vej ind i fodboldens verden; men ikke i hvilken som helst klub. Det er orkestreret, for Evan vil have kontrol over sit eget liv nu. Problemet er jo bare, at han er ødelagt på krop og sjæl. Han higer efter tryghed, kærlighed - alt det han har manglet i sin barndom. Alt det, han føler er forkert ved hans seksualitet og den måde den bliver mødt med.

Den er ikke helt så gribende som Water - indtil vi når de sidste to kapitler, hvor Evan træder i karakter. Til gengæld rammer vi utroligt tidssvarende emner som unge kvinders ret til at sige fra til sex. Om sociale medier, hvor private situationer udstilles gennem fotos og videoer; eller hvor personer diskuteres på nedgørende måder.

Referencen til jorden er tydelig. Det er jorden, Evan spiller fodbold på. Det er smagen af jord i munden, da han ligger slået ud af en afvisning. Det er den jord, hvor han har begravet et vigtigt stykke bevismateriale. Det er den jord - de rødder - moderen repræsenterer og den soliditet han skal finde tilbage eller måske frem til.

Jeg glæder mig virkelig til tredje bind; det er perfekte afsluttede historier, hvor vi alligevel genfinder nogle velkendte ansigter. Det er hurtig læsning - ligesom med Water startede jeg om morgenen på vej til arbejde, og var færdig om aftenen.





No comments: