Jacaranda - Gaël Faye

 

• Fransk
• 22.-23. marts
• 282 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

For syv år siden læste jeg Fayes debutroman, der vandt ungdommens Goncourt-pris; den er nu oversat til engelsk, men desværre ikke til dansk. 

Hans seneste roman, Jacaranda, toppede med det samme best seller-listerne i Frankrig - hans andet moderland, hvor han i dag bor og arbejder som musiker, rapper og altså forfatter.

Temaet er det samme; dog er det hverken en opfølgning til den første roman eller en selvbiografisk historie. Det er dog desværre manges historie. Alle de mange, der lykkeligvis ikke blev en af den million mennesker, der blev dræbt i den etniske udrensning af tutsier i 1994. Men som overlevede og må leve med ar på krop og sjæl.

I bogen er Milan samme alder som Faye selv; det har måske lettet processen at følge sin hovedperson kronologisk. Milan bor i Versailles udenfor Paris med sin franske far og rwandesiske mor, da han som 12-årig ser tv-billederne af massakren. Moderen taler ikke meget om sit hjemland og sin historie; så da hun en dag kommer hjem med Claude, får Milan blot at vide, at det er en fætter. Den lille Claude er på Milans alder, men taler ikke og er i choktilstand efter at have overlevet og fundet vej til Frankrig. Alligevel knytter de to drenge et bånd, og Milan er knust, da han en dag rejser hjem - han har overlevende familie i Kigali, og skal hjem til dem.

Da forældrene bliver skilt nogle år senere, tager moderen Milan med til Kigali på ferie. Her oplever han Afrika for første gang, men han møder også Claude igen og opdager, at det faktisk er hans onkel. Han møder en mormor - og forsøger at få moderen til at tale om sit liv. Det lykkes ham aldrig!

Men hans skæbne bliver knyttet til Claude og Kigali; han vender tilbage efter studierne, og ender med at slå sig permanent ned i Rwanda. Det er ikke uproblematisk at leve midt i traumerne; han lærer, hvor ømtåleligt emnet er, og Claude bebrejder ham til tider "letheden" i at komme som hvid og ikke kende til de sår, der stadig heler. Men han ser også retssager og henrettelser - frem til 2012 var der lokale retsforfølgelser kaldet Gacaca Courts, som foretog 1.9 millioner retssager, og der var selvsagt en stor del af selvjustits.

Parallelt med Milans historie følger vi Stella, hvis mor, Eusebie, var veninde med Milans mor. Hun mistede mand og fire børn, og fik senere Stella som alenemor. Stella sidder ofte oppe i jacarandatræet i deres have, hvor hun mener at kunne mærke de døde. Hendes mor kan heller ikke diskutere historien med hende, men hun får historier fra sin oldemor.

For både Milan og Stella handler det om at finde deres plads i en historie, de ikke var del af men alligevel ikke kan slippe ud af. Stella fordi hun er født nogle år senere, og Milan fordi han er hvid og europæer - at hans mor er rwandeser tæller ikke; de lokale ser ham kun som en hvid mand.

De skal opdage deres familiers historie for at forstå de komplicerede forhold det har skabt; og finde en vej frem i et fremtidigt Rwanda, der stadig afholder 100 officielle sørgedage hvert år fra starten på massakren den 7. april og hundrede dage frem. Lige så lang tid som konflikten varede. Det kan virke voldsomt, og det kan virke som om man ikke ønsker at komme videre. 

Men i en kontekst, hvor etniske fejder stadig ulmer, er det nødvendigt at bibevare disse mindedage for at forhindre, at noget sådant skulle ske igen. Der er mange barske men gode bøger om emnet, som jeg har skrevet om - de fleste kan findes i min anmeldelse af Fayes debutroman. Det er trods alt stadig kun kanp en generation siden det skete - og stadig en skamplet på det internationale samfund.