Saturday, September 7, 2024

Désenchantées - Marie Vareille

 


  • Fransk
  • 6.-7. september
  • 384 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Sarah Leroy er kun otte år gammel, da hendes mor dør. Da moderen begraves møder hun Angélique, og de to små piger bliver bedste veninder. Men da Sarah er femten år gammel forsvinder hun pludselig. En mand bliver fængslet for at have myrdet hende - men man har aldrig fundet et lig.

Tyve år senere bliver Angéliques ældre søster Fanny bedt om at rejse tilbage til den lille by for at skrive historien om mysteriet, der stadig optager Frankrig - for den fængslede har i tyve år fastholdt sin uskyld. Fanny vil ikke rode op i den historie; hun har ikke længere kontakt til søsteren og hun har altid haft en mistanke om, at denne var involveret i Sarahs forsvinden. 

Historien fortælles af en anonym stemme, som først afsløres til sidst, og her får vi historien om Sarah og Angélique og deres venskab, som går i stykker, da de er tretten år gamle og Angélique voldtages af Sarahs stedbror. Ingen tror rigtigt på hendes historie - eller mener, at hun selv har lagt op til akten efter en festlig aften. De glider fra hinanden, og Angélique finder to ny veninder, og de bliver til Désenchantées, som er svært at oversætte til dansk, men betyder noget i retning af dem, der ikke mere er fortryllede. De er unge teenagepiger, der kæmper med identitet og familieproblemer i socialt belastede familier. Til sammenligning er Sarahs far byens borgmester, og dermed urørlig ligesom hans nye kone og hendes to sønner Eric og Benjamin. 

Men Eric forgriber sig snart også på Sarah; en hemmelighed ingen ved - så selvom han sidder fængslet for mordet er det udelukkende fordi en jakke med hendes blod er fundet hos ham. 

Det er ikke en krimi; det er en historie om venskabet mellem de to piger - men parallelt er der historien om Fanny, der selv har en steddatter, som er teenager og deres absolut problematiske forhold. Lilou er med på rejsen hjem, og de to får muligheden for at komme tættere på hinanden. Lilous øjne åbnes også for de farer teenagelivet byder på. Den del ender selvfølgelig godt!

Mysteriet om Sarah opklares også og det bliver en anelse happy ending til sidst; men overraskelsen og spændingen holder et godt tempo hele vejen igennem. Jeg slugte den på rekordfart i nysgerrigheden efter at finde svaret.

No comments: