- Engelsk
- 16.-21. september
- 464 sider
- Dansk titel: Ikke oversat
Turisme er ikke en ny opfindelse - man har altid rejst; selvom formålet konstant har forandret sig. Først rejste man for at udforske, besejre, vinde territorier - og for at se, hvad der lå på den anden side af det vand eller det bjerg. Senere rejste man som del af den store dannelsesrejse rundt i Europa til kongelige og kloge. Det var forbeholdt eliten - alle andre havde hverken tilladelse eller midlerne til blot at rejse for fornøjelsens skyld, som vi gør det i dag.
I middelalderen rejste man dog ofte af religiøse grunde - man drog på pilgrimsrejser til de helligste steder. Det kunne være en lokal kirke eller katedral, som ejede relikvier, der kunne kurere barnløshed eller sygdomme. Det kunne være længere væk som til Santiago de Compostela eller Jerusalem - de helt store attraktioner på den tid. Men det var også både farlige og krævende rejser, og langt fra alle kom hjem.
I denne bog tages vi med på skildringer af disse rejser, skrevet af dem, der var af sted. Det var ofte rige, der søgte helbredelse eller tilgivelse til det evige liv; eller munke, som samtidig havde en mission. Det kunne være religiøse ambassadører udsendt af paven for at udbrede det kristne budskab eller etablere forbindelser med de andre verdensreligioner.
Uanset formålet var det fyldt med strabadser, og derfor skrev man fyldestgørende om det ved hjemkomsten. Måske var man ikke altid nået helt dertil, hvor man siger man har været og historierne bliver så fulde af beskrivelser af mærkelige skabninger med tre ben, et øje og deslignende.
Men det er også gode råd om, hvordan man klarer sig igennem den voldsomme varme sydpå eller hvilke farer, man skal være opmærksom på. Bogen citerer en del rejsendes historier samt gode tips til den rejsende, som er temmelig underholdende set i vores moderne kontekst.
Vi kommer med ned gennem Europa til de store valfartssteder, som pudsigt nok stadig tiltrækker horder af mennesker - Santiago, Rom, Venedig, Jerusalem, Istanbul (Konstantinopel) og endelig helt ud over de mongolske stepper. De så de samme ting, vi ser i dag - jeg genopdagede fx Gravkirken i Jerusalem gennem middelalderens øjne. Samme monumenter og følelser, når man står et så historisk sted. Fornemmelsen af at se et kongeligt hjerte i katedralen i Saint Denis i Frankrig - og alle de relikvier, der tilsammen ville gøre Jesus til et menneske med mindst tyve ben og arme, hvis man samlede samtlige knogler i verden.
Omslaget minder en del om det på bogen om middelalderens kvinder, som jeg læste i februar; samme forlag og tilsyneladende en form for serie af historisk faglitteratur. Jeg mødte da også nogle af de samme mennesker, da der bestemt også var kvindelige rejsende som fx Margery Kempe, som foretog tre pilgrimsrejser.
Jeg var derfor fantastisk underholdt - min yndlingsperiode, og en rød tråd til andre bøger jeg har læst. Alt sammen et overordnet billede, der konstant lærer mig mere om denne periode.
No comments:
Post a Comment