Colour Blind - Catherine Cookson

• Engelsk
• 23.-26. december
• 334 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har et par gange været forbi Vangsgaards bogudsalg på Kultorvet i forbindelse med deres lukning - desværre - og så er det jo nemt at tage nogle billige bøger under armen. Det skete med denne (og faktisk endnu en af samme forfatter) til den latterlige sum af 25 kroner.

Da jeg kom hjem, og lige bladrede lidt i den, opdagede jeg, at jeg vist havde fået fat i en Cartland-wannabe - hun nåede at skrive næsten 100 bøger i sine 91 år, og blev temmelig populær i hjemlandet England. En del af hendes romaner er ligeledes filmatiseret som tv-miniserier. Så det er altså en anelse i den retning. Men nu var den der, så jeg læste den!

Samtidig fandt jeg det interessant at se, hvordan en roman skrevet i 1953 ville behandle netop emnet om racisme, som er omdrejningspunktet for historien.

Den unge Bridget vender i begyndelsen af 1. Verdenskrig hjem til familien i et fattigt kvarter i Tyneside i det nordlige England. Der er ikke mange penge i familien, hvor de bor mange sammen og slås for at få mad og penge til at slå til. Og nu står familiens håb der - med en ægtemand James, der oven i købet har købt et fint hus til hende. Problemet er bare, at han er sort - og hun er gravid.

Familien prøver at acceptere det - men for broderen Matt, som har et unaturligt dominerende forhold til søsteren, er det svært. Det bliver dog lidt bedre, da barnet - Rose Angela - fødes og "heldigvis" er mere hvid end sort. Men at acceptere den sorte mand i familien er alligevel svært, og en dag ender James og Matt i slagsmål. James flygter, da han tror, at Matt er død; og i de efterfølgende år lever Bridget alene og bliver alkoholiker - godt hjulpet på vej af broderen.

Rose Angela vokser op, og kæmper med sin identitet. Hun er ikke sort som sin far; men hun er heller ikke som de andre. Som ung kvinde bliver denne identitetskrise afgørende for hendes arbejdsforhold, da mændene vil udnytte hende seksuelt; og kærlighedslivet går det ikke meget bedre med.

Bogen ender med faderens hjemkomst, og den forventede konfrontation med Matt - og en lykkelig slutning på Rose Angelas kærlighedskvaler. En rigtig lyserød historie. Men der, hvor det bliver temmelig usmageligt og tydeligt viser tidens ånd, er da James ligger på sit dødsleje, og hans sidste tanker er, at det ikke er passende med ægteskaber mellem farvede og hvide. Det er unaturligt, at et barn ikke ligner sin far eller mor er hans sidste tanker. Jeg ved ikke om det skal have en speciel morale, at det er den farvede, der kommer til denne konklusion? Er det så mindre racistisk og en bedre lektion? Men når man tænker på, at i 1953 var der stadig segregation i mange lande, så er det en sørgelig morale.

Helheden var jo langt fra en litterær oplevelse; det bedste man kan sige er nok, at det gav et glimrende indblik i den moralske snæverhed, der prægede tiden. Det er jo uhyggeligt, at en forfatter under dække af ungpigeromaner får sine racistiske budskaber igennem.