One Life - Barbara Winton

 

• Engelsk
• 22.-23. juni
• 304 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Filmen One Life er fra 2023, og fortæller den heroiske historie om Nicholas Winton, der i 1939 reddede 669 tjekkiske børn ud af et krigstruet land og i sikkerhed i primært Storbritannien. Langt de fleste af disse børn var jødiske og havde de ikke forladt deres forældre for at rejse, var de uden tvivl døde i et gaskammer i Auschwitz. Det er - endnu - en historie om et af de mange mennesker, der tog sagen i egen hånd og aktivt gjorde noget for at redde nogle få. 

Wintons historie var ikke hemmelig, men han gjorde heller ikke et stort nummer ud af det i årene efter. Men i 1988 blev den scrapbog, han havde brugt til notater fem i lyset, og flere tv-programmer lavet, hvor nogle af disse nu voksne børn stod frem. Det kan fx ses i dette originale klip.

Filmen er jo en Hollywood-produktion, der fokuserer på den enkelte handling og ikke på 'hele' manden. Jeg har ikke set den, men havde fået den anbefalet, da jeg pludselig så bogen på biblioteket. Den udkom først i 2014 under titlen "If it's not impossible...", men med filmens succes er den nu genudgivet med filmens titel i stedet.

Biografien er skrevet af hans datter, Barbara; så man kunne forestille sig, at den er lettere farvet. Det er bestemt ikke tilfældet!

Med hjælp fra faderen, som da var 104 år gammel samt alle hans dagbøger, breve og notater, har hun skrevet en bog om hele hans liv. Et liv, hvor disse ni måneder jo ikke er det altafgørende. Hvert kapitel indledes med en kort introduktion kørende kronologisk op fra "opdagelsen" i 1988 til bogens udgivelse. Derefter følger historien om den heltemodige aktion inden den fortæller historien om hele hans liv.

Winton kom af en jødisk familie, der var emigreret til England allerede i anden halvdel af det 19. århundrede, men stadig havde mange familierelationer i Tyskland. De var dog ikke ortodokse, og Nicholas og hans søskende blev døbt som små. Dette var ikke ulig mange andre jødiske familier, som blot forsøgte at integrere sig bedst muligt i en ny kultur og for hvem religion ikke var afgørende. Dog havde de et jødisk efternavn, som de endelig besluttede sig for at ændre da 2. Verdenskrig var på trapperne. De havde flygtigt ændret det under 1. Verdenskrig, men nu blev det endeligt.

Winton var i bund og grund et helt almindeligt menneske. Han var venstreorienteret uden at være kommunist, men stadig rundet af den gamle victorianske skole. Han havde en bankuddannelse, men blev også tændt af ideen om at hjælpe - først som sagt børnene i Tjekkoslovakiet, og efter krigen i diverse administrative organisationer, der skulle genopbygge Europa. En opgave var fx at samle alt det guld og alle de smykker, tyskerne havde konfiskeret og som nu ikke kunne spores tilbage. De blev solgt og omsmeltet til rede penge, der skulle hjælpe til blandt andet at opbygge den nye israelske stat.

Men det var også blot et helt almindeligt familieliv med et kontorjob, en hjemmegående hustru og tre børn. Den yngste søn var dog født med Downs syndrom, hvilket igen fik Winton på banen med frivilligt arbejde. Så hans primus motor var ikke nødvendigvis religion eller politik; det var det ægte ønske om at hjælpe, når han så behovet og han havde talentet til at styre projekter.

Selvfølgelig blev hans alderdom pludselig præget af striber af interviews, hædre og priser, da man begyndte at få øjnene op for disse heltehistorier. Det var ikke i årene lige efter krigen, da man stadig havde travlt med at hele de fysiske og psykiske ar. Men han var også en pragmatisk mand, der ikke svælgede i sentimentalitet - hans datter anerkender blankt, at han ikke var god til at vise følelser eller forstå andres. Det bliver dermed et meget ærligt billede af en ikke fejlfri mand, som gjorde nogle fantastiske ting men også bare levede et relativt almindeligt liv.