Giacometti in Paris - Michael Peppiatt

 

• Engelsk
• 14.-16. juni
• 384 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

De fleste kender nok Giacomettis skulpturer af de høje tynde mennesker fra Louisiana; de er blevet emblematiske for hans kunstneriske udtryk - men især i den sidste del af hans liv.

I kunsthistorikeren Peppiatts biografi følger vi Giacometti fra han som ganske ung ankom til Paris i 1922. Han skulle blive boende i byen til han vendte hjem til Schweiz for at rekreere - men døde i januar 1966. Han levede, boede og arbejdede i det samme atelier; et rum på 24 kvadratmeter, som var primitivt på alle måder.

Forfatteren flyttede selv til Paris i staren af 1966; han havde med sig et introduktionsbrev (som man brugte det dengang) fra Francis Bacon. Han stod flere gange udenfor Giacomettis dør, men turde ikke banke på - det vsite sig at være underordnet, for Giacometti var allerede død. Men fascinationen af kunstneren stoppede ikke, og i årtier læste han alt om ham og udgav i 2023 denne komplette biografi over de parisiske år, som principielt også er hele Giacomettis karriere.

Giacometti kom til Paris lige efter 1. Verdenskrig; han var lige så fattig som de andre kunstnere, der samledes omkring caféerne ved Montparnasse - forfattere som Gatsby og Hemingway; malere som Picasso og Dali og alle de andre, der i begyndelsen af århundredet lagde grund til de store ismer.

Han blev involveret i surrealismen, men endte med at rage uklar med den notorisk diktatoriske Breton, som havde autoritære krav til bevægelsens medlemmer. Han kom tæt på Picasso, men også de ragede uklar - nu var Picasso jo heller ikke en nem mand at omgås!

Han havde et komplekst personligt og intimt liv; Freud ville have sagt, at han led af Madonna/luder-komplekser og han var da også en flittig gæst på byens bordeller. Men mere for at studere pigerne end at benytte deres tjenester. Han kunne bruge timer - som udviklede sig til dage, uger, måneder og år - på at studere hoveder. De blev en besættelse for ham, og han mente selv, at han aldrig opnåede at indfange det perfekt.

Under 2. Verdenskrig opholdt han sig hjemme i Schweiz og faldt ned i et kunstnerisk tomrum. Han producerede ingenting, og alting blev i miniaturestørrelse. Skulpturer så små de kunne være i en tændstikæske. Han sagde selv, at han forsøgte - men de ville ikke opstå anderledes. Men retur i Paris efter krigen skete der endelig noget; nu kom de karakteristiske figuerer og mange mente, at de skulle forestille de overlevende fra lejrene. Det var dog ikke tilfældet - sådan ville de bare se ud, mente han.

Udover at være skulptør, malede Giacometti også - en side, der nok er mindre kendt hos os. Men endnu mere interessant var han også forfatter, og legede med både surrealisterne som sagt men havde også et tæt venskab og samarbejde med eksistentialismens guruer, Sartre og de Beauvoir. Han var dybt intelligent og intellektuel med en fascination for det morbide i livet. Bogen går i dybden med alle de (for mig) ukendte facetter af mennesket bag figurerne. En absolut øjenåbner!