Stadig Alice - Lisa Genova

• Engelsk
• 22. maj
• 357 sider
• Originaltitel: Still Alice

En roman, som vist har fået en revival i pocketudgave på grund af filmatiseringen, som i år skaffede Julianne Moore prisen for bedste kvindelige hovedrolle. Det vidste jeg nu knap nok, da jeg købte bogen i Göteborg for nogle uger siden. Men det var et emne, jeg aldrig har læst om, og afveksling skal der jo til!

Alice skal netop til at fejre sin 50-års fødselsdag, da hun begynder at glemme ting. Ikke store ting - klassikerne med nøgler, briller ... indtil hun en dag efter en løbetur ikke kan finde hjem. Hun er en dygtig professor på Harvard med speciale i sprog; så hun undersøger selvfølgelig sagen. Uden at fortælle nogen om det, beslutter hun sig for, at det er overgangsalderens symptomer.

Men det bliver ved, og det bliver værre - pinlige situationer, hvor hun ikke kan genkende folk, hun netop har hilst på eller da hun ganske enkelt glemmer at tage på en forretningsrejse. Undersøgelserne viser hurtigt, at hun lider af tidlig Alzheimer og, at hendes art af den tilmed er arvelig og hendes tre voksne børn kan potentielt få den.

Netop børnene har hun et ambivalent forhold til - de to store er dygtige karrieremennesker, som gør netop det, forældrene forventede af dem - men den yngste er rebellen, der vil være skuespiller i Hollywood. Hun forsøger at presse datteren til at studere og de to kvinder glider konstant forbi hinanden i en latent konflikt. Men sygdommen vender pludselig op og ned på det hele - den rationelle karrieredatter håndterer det langt dårligere end den kunstneriske følsomme datter. Hele familiemønsteret afprøves under hendes sygdom - manden, der bebrejder hende ikke at gøre nok for at bremse det; sønnen, der anskuer det hele klinisk ....

Historien fortælles af Alice selv, og det ændrer sproget undervejs. Da hun stadig var frisk, havde hun skrevet en liste til sig selv - når hun ikke længere kunne besvare disse enkle spørgsmål (hvor hun boede, hvilken måned, det var osv.) skulle hun begå selvmord. Men da tiden kommer er hun jo ironisk nok ude af stand til at finde de piller, hun har forudset til det.

Det er selvfølgelig en tragisk historie, som man følger den inde fra hendes perspektiv - men den virker troværdig i forhold til hende selv og omgivelserne. Den er trist og jeg måtte faktisk bare til enden af den, så det blev en lang læseaften. Jeg ved ikke, hvordan den kan fungere på film - hvis der er givet en Oscar for rollen, må det jo være fint - men her spiller det sproglige jo netop også ind. Generelt er jeg jo ikke til film eller fjernsyn eller lignende, så den får jeg nok ikke set - men bogen var tankevækkende, når man aldrig selv har kendt en person med Alzheimer.