Frida - Hayden Herrera

• Engelsk
• 12.-17. maj
• 520 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg var besøg hos en malerven efter ferniseringen af hans første udstilling; og straks skimmer jeg bogreolerne og falder over denne, som han heldigvis lånte mig.

Jeg har tidligere læst en mindre bog om hendes kunst; men den fokuserede mere på kunstneren end mennesket - i denne biografi får vi hele hendes livshistorie med alle dens grusomheder og glæder.

Der er vel næppe nogen tvivl om, at Frida Kahlo ikke var blevet den kunstner hun var, hvis en sporvogn ikke var kørt ind i hende og invalideret hende for livet. Måske havde hun så blot giftet sig med den ungdomskæreste, som ikke rigtig magter sygdommen og operationerne - og udsigten til, at hun ikke vil kunne få børn. Hun ville ikke havde mødt Rivera, som blev hendes mentor på mange områder.

Biografien starter nemlig helt ved barndommen, og indeholder et hav af Fridas breve til venner, elskere (af begge køn) og familie op igennem årene. Som ung er de lidt irriterende i deres plagende insisteren - i det hele taget var hun god til at manipulere sine omgivelser, og forstod at udnytte sin invaliditet, når det kunne passe.

Men samtidig måtte hun leve med sine utallige smerter;  med en ægtemand, der konstant var hende utro og som ikke skjulte det. En kunstner, der var kolerisk og som et lille barn - det var et meget mærkeligt forhold de havde. Da de ikke kunne få børn begyndte Frida nærmest at behandle den tyve år ældre husbond som et lille barn. Dette træder også frem i hendes malerier, hvor symbolikken i deres forhold er ret tydelig.

For nogle år siden så jeg en kæmpe retrospektiv udstilling med hendes malerier i Bruxelles; en udstilling, der var fænomenal - men ved nu at læse om alle malerierne igen forstod jeg dem endnu bedre. Hendes malerier er jo ikke blot naive; hvert lille element er sat deri for at symbolisere en tanke, en følelse eller en holdning. Både Frida og Rivera var jo samtidig meget kommunistiske og hendes kiste var draperet med det russiske flag.

Det var til tider en ret tung affære at komme igennem; mange detaljer at forholde sig til og mange af brevene var lidt langtrukne - men kunne ikke springes over. Så jeg afsluttede den i søndags under flere timers ventetid på skadestuen. Frida fik til sidst amputeret sit ben - og det sluttede jeg med inden jeg kunne nøjes med at tage hjem på krykker.