- Engelsk
- 23.-29. maj
- 604 sider
- Dansk titel: Ikke oversat
Da jeg var yngre var jeg bestemt ikke fan af Chagall. Jeg fandt hans malerier for overfladiske og 'morsomme' med al deres klovneri, blomster og æsler og andre dyr. Jeg kunne faktisk ikke have været mere på afveje!
I marts var jeg i Bruxelles - for at se venner - men absolut også for at se den store retrospektive udstilling af hans malerier; en udstilling, som faktisk ville være rejsen værd i sig selv. Ikke mindst fordi langt størstedelen af de flere hundrede malerier kom fra enten private samlinger eller russiske museer, som jeg nok aldrig får besøgt - Arkangelsk? Og netop måske fordi de kom fra russiske museer, som i mange år ikke ville anerkende deres landsbarn som en kunstner, var det en mesterlig udstilling.
I de mellemliggende år havde jeg fået øjnene op for dybden i malerierne; jeg havde set, at de faktisk var så komplekse, at man nemt kunne antage dem for lidt lalleglad farveklatteri - hvor de i stedet kræver et kendskab til hans liv for at forstå dem. Og endnu havde jeg ikke den fulde indsigt i alle detaljer - hvorfor er der tit et standerur? Hvorfor er der tit fisk - som jeg havde taget for symbolet på Jesus? Men udstillingen var stærk og sad i mig i lang tid; og selvfølgelig kom der bøger med hjem derfra.
Denne biografi er nok en af de mest vellykkede, jeg har læst i mange år. Den går i dybden med Chagalls liv, som i sig selv er drama nok fra han blev født i en fattig jødisk familie i Vitebsk - i dag Hviderusland. Hans livsbane fører ham som ung til Paris, hvor han ankommer i 1912 - men ikke falder til; han er blot endnu en fattig russisk jøde med kunstnerdrømme; men hans malerier udvikler sig netop på grund af afstanden til hjemstavnen. Hjemme igen er der revolution, og han bliver gift med sin muse Bella, som optræder i mange af hans malerier - og må arbejde for det russiske fædreland. Dette er heller ikke altid med stor succes, og i starten af 1920'erne flytter Bella og Chagall til Tyskland med deres lille datter Ida.
Tyskland var i mange år det land, som købte flest af hans malerier og gav ham den største anerkendelse - selv da han igen med familien var rykket videre til Paris. Men så vågnede anti-semitismen, og Chagall var som mange andre langsom til at indse, at den reelle fare også omfattede ham som forholdsvis kendt person - inden han med hjælp fra andre udvandrere kom til USA.
Hans liv var derfor ikke præget af stabilitet før han faktisk var i pensionsalderen; ej heller af rigdom, som først kom, da han var i en høj alder. Den var præget af eksiler og kampe; af hans politiske overbevisning og en indædt håbløs tro på den russiske model på trods af Stalins udrensninger. Han var ikke specielt praktiserende jøde, men befandt sig alligevel kun bedst i selskab med andre jøder når det gjaldt hans bopæle. Og hans værker er gennemsyrede af båndene tilbage til Rusland og hans religion.
Forfatteren mestrer brillant denne skildring af en mand, der sikkert ikke var nem at leve med - men hvilke store kunstnere er det? Af hans had-kærlighedsforhold til såvel Picasso som Matisse, da de i 1960'erne var de sidste tunge drenge, der levede i en lille radius i Sydfrankrig, og konkurrerede mod hinanden. Hun tager læseren med ind i Chagalls symbolunivers, og bogen er desuden rigt illustreret med smukke farveplancher. Det var som at gense malerierne fra udstillingen, og overordnet set forstå hele hans livsværk på en helt ny måde.
No comments:
Post a Comment