Bogen om Baltimore-familien - Joël Dicker

• Fransk
• 3.-9. april
• 592 sider
• Originaltitel: Le Livre des Baltimore

Aprils læsemåned startede med, at jeg boardede et fly i Mexico klokken 2 om natten dansk tid - så jeg forsøgte ikke at læse men sove mest muligt undervejs. Vel hjemme igen var jeg lidt jetlagsramt - og så har jeg jo Maigrets noveller, som skal passes ind i kronologisk rækkefølge inden jeg kan fortsætte med krimiromanerne.

Så der gik nogle dage inden jeg kom i gang med den længe ventede nye roman fra Joël Dicker, som endelig er udkommet i pocketudgave, og som jeg fik overdraget i Mexico. Bøger må nogle gange rejse langt!

Forventningerne var jo store; ikke mindst efter hans første store internationale succes, men også efter den anden roman, som ikke er oversat til dansk endnu. Modtagelsen af denne nye roman, som oprindelig var tiltænkt som en del af en trilogi sammen med Harry Quebert-bogen, har da også fået fine anmeldelser internationalt. 

Jeg havde virkelig svært ved begyndelsen; jeg kom kun igennem knap tyve sider om dagen, og troede til tider, at jeg havde fat i en Marc Levy-roman ... hvilket absolut ikke er et kvalitetsstempel! I weekenden tvang jeg mig selv til at fokusere og komme videre; og efter 300-350 sider begyndte historien endelig at få grebet i mig. Men det var bestemt ikke nemt, og mine følelser er noget blandede.

Familien er den samme som i Harry Quebert; forfatteren er forfatteren Marcus Goldman, som otte år efter et stort "Drama" i sin familie føler trang til at skrive familiens historie ned. Der var to grene af familien - hans egen med faderen og moderen, som boede i Montclair og levede et relativt middelklasseliv. Så er der faderens bror, Saul, der bor i Baltimore med tanten Anita og fætteren Hillel. De er objektet for al Marcus' beundring og også lidt jalousi - som ikke mindskes, da de tager en ung forældreløs dreng, Woody, til sig.

Baltimore-familien bor i et kæmpe hus. De har sommerhuse de rigtige steder. De har flotte jobs og mange penge. Og de er tydeligt bedsteforældrenes foretrukne del af familien. 

De tre drenge - Marcus, Hillel og Woody - ender dog med at blive tætte venner; de bliver Goldman-banden, som holder sammen i tykt og tyndt. Alligevel pines Marcus når han må tage hjem, og ved, at Woody og Hillel er sammen tilbage hos familien.

Allerede i indledningen får vi datoen for "Dramaet" - oktober 2004. Men vi starter i 2012, hvor Marcus er tilbage i Miami for at rydde op efter onkel Sauls død - og samtidig forsøger at genskabe et forhold til sin forliste kærlighed Alexandra. I tidsspring er vi derfra tilbage ved starten - deres barndom, pubertet og op til tiden for "Dramaet".

Men det bliver altså til tider for flyvsk og for klichéagtigt; og det tager alt alt for lang tid. Hen mod slutningen undrede jeg mig over om forløsningen overhovedet kunne nå at komme på de få antal sider, der var tilbage? Det gjorde den - sammen med en "sødsuppekærlighedsslutning". Men det var for abrupt i forhold til de 550 sider, der var gået forud i den franske udgave.

Dicker har dog stadig nogle forcer - og det er pudsigt nok de samme, som gjorde historien om 2. Verdenskrig så stærk. Han formår at beskrive familierelationer - især de maskuline - på en enestående måde. Det er forholdet mellem far og søn - og i dette tilfælde surrogatsønnerne, som Marcus og Woody ender med at blive i forhold til Saul. De sætter alt ind på at få hans accept, og det bliver kimen til "Dramaet" - og det er først som voksen, at Marcus endelig får pillet Saul ned fra piedestalen. Det er dog også en af bogens svagheder, for hvor er Marcus' egen far i hele denne problematik? Er han for svag til at se, hvad der vil ske? Eller er det også konkurrencen mellem de to ældre brødre, der afgør børnenes forhold?

Den sidste halvdel var bestemt mere læseværdig - men niveauet var desværre i mine øjne ikke som i Harry Quebert; og slet ikke som i den anden roman, som forhåbentlig bliver oversat til dansk.