Maigret i Hotel Majestic (Maigret XX) - Georges Simenon

• Fransk
• 28.-29. april
• 214 sider
• Originaltitel: Les caves du Majestic

Jeg læste ikke en eneste Maigret-krimi i april måned - der har været en lang pause siden jeg tog på ferie i midten af marts måned; men jeg skulle følge den kronologiske orden. Da jeg forlod Maigret var han gået på pension, og blev forstyrret en enkelt gang. Men Simenon selv holdt op med at skrive krimierne og begyndte i stedet at skrive noveller. 

I april måned har jeg således læst de 21 noveller, der passer ind i det første tomrum mellem krimi nummer nitten fra 1934 og denne, som han skrev i 1939.

Der refereres ikke til om og hvordan han er retur fra sit "eksil" på landet, så som læser ved man ikke, hvornår den skal situeres i Maigrets overordnede karriere. Men man mærker alligevel en udvikling hos Simenon, siden den sidste var skrevet fem år forinden. Der er stadig de sædvanlige elleve kapitler - men der er lidt flere sider; og nu har kapitlerne titler og ikke kun numre. Muligvis er det også en litterær udvikling, der skete på den tid, hvor stil måske ændrede sig.

Vi starter heller ikke lige på og hårdt med Maigret, der står foran et lig.

Det starter stille og roligt med den hotelansatte, Prosper Donge, der cykler på arbejde igennem Boulogne-skoven. Vi følger hans stille tur på arbejde med et dæk, der punkterer - og det bliver et vigtigt indicie, da samme Prosper et par timer senere finder liget af en af det fine hotels gæster i et skab i kælderen, hvor den tjenende stab huserer.

Derfra indkaldes Maigret, og det begynder at ligne den sædvanlige efterforskning, hvor han tager sig en lille gibbernakker fra morgenstunden, og kalder folk ind til samtaler, der ikke ser ud til at føre nogle vegne. Vi følger de ansatte på det fine hotel og deres liv fjernt fra de fine gemakker oven på; men der er alligevel forbindelser - for den afdøde havde ikke helt så fin en baggrund.

Maigret kommer omkring Nice, hvor han graver nogle skeletter ud af skabene - og til sidst får han hele denne gruppe samlet i Paris. Endnu et lig dukker op under efterforskningen; og det ser skidt ud for Prosper, der uheldigvis også finder dette lig.

Simenon har jo en forkærlighed for den mere skumle del af livet; og også her møder vi småkriminelle, prostituerede og andet godtfolk - nogle som han tidligere har krydset i andre sager. Tilmed undrede jeg mig over et efternavn, han havde givet til en protagonist - men det kom ganske enkelt fra en af de sidste noveller, jeg netop havde læst.

Så selvfølgelig falder det hele på plads til sidst - med en ganske rørende og overraskende slutning selv for Simenon. Der er nemlig et barn involveret, som viser sig at være Prospers - men som altså er vokset op i Amerika. Børn er et ømt punkt for Maigret, som nævnes lidt tiere nu - Maigret-parret har nemlig selv mistet en lille pige. Måske inspireres han af denne slutning fra sit eget liv? Efter seksten års ægteskab bliver Simenon nemlig selv far for første gang i 1939 - og hans eget liv overføres mere end en gang til hans Maigret-personnage, som vel bliver en form for alter ego for forfatteren.

En absolut vellykket retur til bogformat for den kære Maigret!