Arabian Sands - Wilfred Thesiger

• Engelsk
• 17.-21. april
• 380 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Når jeg selv rejser, så er nogle af de bedste oplevelser uden tvivl dem, hvor jeg kommer væk fra turisterne og ud blandt de lokale. For en måned siden stod jeg således af en bus i Mexico, hvor jeg var på vej til Chichen Itza ... for det skulle man jo se, når man var der! Men pludselig gjorde alt inde i mig oprør mod at være i en kæmpe gruppe mennesker og blive ført rundt som turistkvæg. Så jeg stod af; klokken var 8 om morgenen - og efter at have siddet lidt i grøftekanten, fandt jeg en lille lokal café og fik mig lidt kaffe en og en morgentaco. Så kom jeg i snak med nogle lokale, som inviterede mig ind i deres hjem - og til sidst kørte mig retur (mod betaling selvfølgelig). Den måde vil jeg langt hellere rejse på!

Derfor er jeg så fascineret af disse rejsebeskrivelser, hvor man kommer helt væk fra det kendte - og Thesiger må siges at have dyrket det ud i ekstremerne. Hans drøm efter at være vokset delvist op i Ethiopien, var at rejse gennem "The Empty Quarter"- også kaldet "Den tomme fjerdedel" - den kæmpe sandørken, der ligger i den sydlige del af den arabiske halvø,på grænserne mellem Saudi- Arabien, Yemen, Oman og Emiraterne.

De første europæere, som tog den tur var englænderne Thomas og Philby i 1930'erne - men det er et barsk landskab; og de lokale beduinfolk var ikke alle lige begejstrede for kristne. I 1940'erne var man stille og roligt ved at opdage olien, og mulighederne for at investere i området - det, der jo i dag har ændret især Emiraterne til ukendelighed. De lokale sheikher var derfor skeptiske ved at lade europæerne rejse rundt derinde alene - de var vel bange for, at man ville stjæle deres naturlige rigdomme - og sikkert ganske begrundet!

Thesinger foretager flere rejser fra 1946 til 1950, og det er basen for hans bog. Han kaldte området for ørkenen - men opdagede snart, at de lokale beduiner kaldte det for "Sandet" - enkelt og logisk!

Han finder sig en del rejsefæller blandt Rashid-stammen, og mange af dem bliver hans tro følgesvende under alle rejserne på kryds og tværs af ørkenen. Desuden har de jo brug for rigtigt mange kameler; og jeg må sige, at jeg ved mere om kameler nu end jeg nogensinde havde drømt om (og måske ønsket)!

Turene er ikke uden farer; der er rivalitet mellem beduinstammerne - og da han officielt er blevet nægtet adgang til "Sandet" skal de konstant være på udkig efter sheikhernes folk, der vil tage dem til fange. De kæmper mod madrationeringen; kamelerne kan kun bære et vist åg, og de lever af meget lidt urent vand, og brød bagt uden gær eller smag. Når de er heldige, kan de skyde et stykke kød - men på mystisk vis dukker der så altid gæster op; og ifølge beduinernes skikke skal de have mad først.

Thesiger må bestemt også selv sluge nogle fiktive kameler undervejs, da han er den eneste europæer blandt beduinerne, og de irriterer ham til tider. Men han har også en enorm respekt for deres levevis, og er ivrig modstander af alle moderne opfindelser, der kan fjerne den civilisation. Det kan jeg jo godt finde lidt dobbeltmoralsk! At man vil fastfryse en befolkning i en tid, som er bagud - blot for at bevare et stykke verden, som han kan tage til og som er urørt. For det er jo i menneskets ånd at søge forbedringer og nemmere levevilkår. Men man forstår ham jo samtidig også - det er et dilemma uden lige.

Thesiger så selv, hvad der senere skete med beduinerne, da han vendte tilbage i slutningen af 1970'erne og blev fløjet ud til beduinerne i helikopter. Der holdt de med store firehjulstrækkere, og levede knapt nok i telte længere. Ørkenen var blevet et rekreativt område for dem og ikke længere deres levebrød.

Selv måtte han da også til sidst tage imod penge fra et olieselskab; han skulle optegne kort og til gengæld fik han finansiering til sine rejser. Der er altid en krølle på historien - uanset hvor mange principper man har.

Det er dog fascinerende læsning; han er bestemt ikke litterært på højde med Kapuscinski - til tider virker det ret barnligt og utrænet, men dét han fortæller er spændende. Den måde de mennesker rejste på, er jo ikke længere mulig - i hver en afkrog af verden er der jo en iPhone i dag nærmest. Derfor er det spændende uanset den litterære kvalitet - og fordi han som menneske har nogle ærværdige principper og tanker om sine medmennesker og sine rejser.