Dommerens hus (Maigret XXI) - Georges Simenon

• Fransk
• 30. april
• 184 sider
• Originaltitel: La maison du juge

Maigret er ikke længere på pension - men heller ikke på sin plads i politiets hovedkvarter i Paris i den store bygning langs Seinen. Tværtimod er han i en lille landsby i Loire-dalen, hvor han er sendt til som en form for straf. Hvorfor ved han ikke rigtigt selv - men der er vist noget med noget rod i administrative papirer. Der sker jo ikke meget i sådan en lille by, hvor fru Maigret og han har lejet en lejlighed, mens de venter på, at stormen passerer og de kan vende retur til Paris.

Men en dag får han besøg på sit kontor af en emsig lille kone, Didine, som mener, at hendes nabo - byens dommer - vil forsøge at skaffe sig af med det lig, der har ligget hos ham i to dage. Didine og hendes mand er byens spioner - de ved alt om alle, og vil hellere end gerne indvie Maigret i det.

Og dommeren vil da også af med det lig - men han påstår hårdnakket, at han ikke har dræbt manden. I stedet sætter de to mænd sig ned med lidt alkohol og taler stille og roligt om det hele. Maigret synes godt om denne underlige dommer; men hele situationen er jo bizar - og ingen ved, hvem den dræbte er. Husets anden beboer er dommerens datter, som lider af en psykisk lidelse - og som har jævnlige natlige besøg af unge herrer, som kravler op af husets mure. Hvad hun præcist fejler får vi ikke at vide - men løssluppen livsførelse var jo en sygdom i sig selv for borgerskabets pæne piger på den tid.

Der er også dommerens søn - som måske ikke er hans biologiske søn; og som ikke bryder sig om dommeren. Og det bliver udslagsgivende; for selvom dommeren ikke vil indrømme mordet, så indrømmer han pludselig et andet, som er femten år gammelt - og således må Maigret til Paris for at grave et lig op. Det er lidt nostalgisk for ham; for hans assistent på landet kan jo ikke måle sig med Lucas, Janvier og de andre trofaste betjente, der kendte ham ud og ind. Den nye betjent kan ikke finde ud af at læse Maigrets mærkværdige handlinger, som ofte skjuler noget helt andet - og han kan slet ikke finde ud af at sørge for sandwich og øl fra den lokale bar. Maigret kan jo ikke opklare mord på tom mave - og mad spiller altid en stor rolle i romanerne.

Det er vist første gang, at Maigret i en krimi konfronteres med to mysterier - men hvor det ene er enkelt, så må han tage alle sine kneb i brug for at få de andre til at gå i fælden. Det indebærer en del uortodokse og sikkert lidet tilladte metoder.

Samtidig kæmper han med Didine, som følger han som en skygge for at udlevere alt og alle. Hun er nyttig for Maigret, men han kan faktisk ikke holde hendes sladren ud. Og så er der damen, der styrer landsbyens telefoncentral, som han må love chokolader for alle de sene telefonopkald han skal have. 

Men indrømmet - det var da snedigt, at man blot kunne spørge nogen, hvor de sidst havde bestilt en samtale til! Ganske vist kan alting også spores i dag - men det kræver tilladelser og teknologi ... Maigret kommer meget langt med at simulere viden, og få den på den ene eller den anden vis.

Det er jo det, der gør ham ret så elskværdig og i denne krimi var han især meget levende som person.