stranger in my own country - Yascha Mounk

 

• Engelsk
• 26.-27. januar
• 272 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Det var et pudsigt sammenfald, at jeg læste denne netop som verden fejrede 80-året for befrielsen af Auschwitz. Så mens jeg fulgte ceremonien i Auschwitz live på fransk fjernsyn, afsluttede jeg denne bog om blot et af de mange efterspil, der var til Holocaust - hvordan kommer man videre?

Det gælder både som overlevende men også som nation.

Yascha Mounks familie er jøder; store dele af den forsvandt under 2. Verdenskrig, og de er nu kun 6-7 stykker tilbage. Yascha, hans mor og morfar i Tyskland; en onkel, kusine og mormor i Sverige og en fjernere slægtning i USA. Yascha er født i Tyskland i 1982 - mange år efter krigens afslutning - hvor hans mor tog til i slutningen af 1960'erne for at studere. Deres hjemland, Polen, var i stigende grad antisemitisk, og familien ønskede ikke at blive. I stedet blev de delt mellem Tyskland og Sverige.

Men hvorfor lige Tyskland? Det skulle ikke være en permanent løsning, og det var heller ikke altid en nem løsning. Mounk indrammer sin analyse af Tysklands forhold til jøder efter krigen med historier og eksempler fra hans og familiens liv. Den jødiske befolkning i Tyskland var meget begrænset - omkring 30.000 mennesker; og når han nævnte sin baggrund var reaktionen enten at komme med upassende antisemitiske vittigheder eller kamme over i den anden grøft i et forsøg på at vise skyldfølelse for tidligere generationers fejl.

Tyskland har måttet bearbejde nogle dybe ar efter krigen. De åbenlyse politiske som opdelingen af Berlin, af landet i øst og vest med en mur i midten, den overvågede oprustning, indgang i NATO og beslutningen om igen at bistå i væbnede konflikter i verden. Men der har også været behovet for at komme overens med skyldfølelsen som befolkning, som rejser helt andre spørgsmål - hvor længe skal man betale for sine synder? Er de følgende generationer skyldige i forældres eller bedsteforældres handlinger? Og handlede disse af overbevisning eller fordi de ikke havde noget valg?

Mounk beskriver den politiske virkelighed i det tyske samfund; hvordan 68-oprøret og dannelsen af terrororganisationer som Rote Armee Fraktion kom ud af denne splittede nationalfølelse. Han tager os igennem 70 års politisk, social og kulturel efterkrigshistorie med analyser, der måske til tider er lidt søgte men ikke desto mindre interessante.

Problematikken gælder jo ikke kun Tyskland; andre lande har en fortid, som de skal bøde for - eller føler de skal. Men hvor længe er nok? Og hvor længe kan efterkommere af ofrene trække offerkortet? Det gælder også i USA. Det gælder i fx Rwanda. Alle steder, hvor en befolkingsgruppe har udnævnt sig selv til overlegne over en anden og i større eller mindre grad udsat dem for forfølgelse.

Det er absolut en interessant bog; mange nationer konfronteres stadig i dag med at skulle undskylde for tidligere tiders handlinger og derfor er det relevant at spørge sig selv, hvornår regningen er betalt. Auschwitz og Tysklands historie står dog som det nok værste eksempel overhovedet, som billederne fra ceremonien for 80-året tydeligt viste.