Lettres à un jeune romancier sénégalais - Alain Mabanckou

 

• Fransk
• 18. august
• 160 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Den bog, jeg havde planlagt at læse i flyet i morgen, kom jeg til at læse i dag - det går ganske enkelt ikke for mig ikke at have gang i en bog!

Det er min attende bog af den congolesiske fransksprogede forfatter og universitetsprofessor - en af dem var inden bloggen startede. Jeg føler nærmest, at hver gang der er en udgivelse i lommeformat, så udkommer den næste. De skifter desuden med næsten militær præcision mellem fiktion og non-fiktion. Selvom jeg ikke læser dem kronologisk, da paperback-udgivelserne nogle gange trækker ud, så køber jeg dem alle. Dog har jeg jo en forkærlighed for hans romaner med den helt specielle afrikanske humor. 

Denne gang er det dog snarere en form for interview, der er lavet i brevform til en ung senegalesisk aspirerende forfatter, han har mødt i Dakar. Om dette reelt er sket, ved jeg ikke - måske er det bare en iscenesættelse for at overbringe sit budskab om forfatterskabet. Det er ikke nyt - Mabanckou har flere gange skrevet om især afrikansk og afro-amerikansk litteratur i fx hans indtrædelsestale til Collège de France eller hans antologi af amerikanske historier. 

I de cirka tyve breve fortæller han om udgivelsen af sin første roman, hans forhold til "klassikere" og hvordan det ikke er nødvendigvis er de samme, som forfatterne selv mener. Han kommer ind på sin opdagelse af litteraturen på skolebænken i Brazzaville - hvor der var forbud mod at tale fransk. Det blev straffet ved at eleven skulle bære et stykke råt kød om halsen. I en stegende afrikansk hede kan man levende forestille sig det inferno af insekter, det tiltrak! 

Det er selvfølgelig virkelig barske metoder; og Mabanckou er en ivrig forsvarer af afrikansk kultur inklusive at skrive på de originale sprog, selvom han selv skriver på fransk. Jeg startede engang på at lære wolof, og i en tid også lingala - det var frustrerende at disse sprog ikke synes at have en generel og entydig regel for fx stavning. I dag har jeg glemt det meste - og selvom fransk er nok så svært at lære, så har det da fordelen af at være entydigt!

Et andet interessant kapitel (brev) er det om oversættelser. Jeg læser jo mest på originalsprog. Læser jeg oversættelser finder jeg typisk en version, der tiltaler mig, og holder fast i den. Således læser jeg altid Orhan Pamuk på fransk - og nu kender jeg hans univers på det sprog, og det er i øvrigt tit den samme forfatter. Det samme gælder Gabriel Garcia Marquez, hvor jeg synes poesien på fransk passer bedre. Mabanckou fortæller om sit forhold til oversættelser af sine romaner, og hvorledes han ville give en modtaget pris til den israelske oversætter, da han mente hun havde gjort arbejdet. Det er en interessant diskussion - for der er ingen tvivl om, at det er hårdt arbejde og en dårlig oversættelse kan ødelægge en muligvis god historie.

Er det så en hel bog værd? Der er meget luft i den; og det kunne lige så godt have været et par interviews eller podcasts. Men Mabanckou er jo universitetsprofessor, og arbejder med afhandlinger. Nogle af hans bøger kommer derfor til at virke som sådanne - men han ar altid interessante observationer.

Alligevel glæder jeg mig nu mere til udgivelsen af hans nye roman, som ser ud til at være en retur til hans originale stil!