Ithaka - Mich Vraa

 

• Dansk
• 4.-6. august
• 390 sider

Jeg har læst samtlige af Mich Vraas bøger - nogle er skrevet med en medforfatter, og de fleste har omhandlet danske historiske begivenheder som slavehandlen, Korea-krigen eller de hvide busser. Hans seneste roman adskilte sig allerede lidt med historien om prins Henrik, men denne gang er vi virkelig ovre i et helt andet univers.

Mich Vraa har selv en historie med Grækenland, som han beskriver i epilogen - det er et land, der har betydet meget for ham og hans familie og han er tydeligvis også fan af den græske mytologi og de homeriske digte, som han flittigt refererer til i denne roman.

Alex Harper er 62 år gammel, fraskilt fra sin fjorten år yngre hustru og en anerkendt forfatter. Primært grundet en enkelt roman udgivet tolv år tidligere, men som har givet ham berømmelse og økonomisk frihed. Han er delvist fanget i en midtlivskrise; han savner sin ekskone, og hans voksne datter bor i USA, og han har meget lidt kontakt med hende. Hans egen far forsvandt fra familien, da han var fjorten år gammel - så han bliver noget overrasket, da han får at vide, at denne er døende og gerne vil se ham.

Alex rejser til Ithaka - som jo også var Odysseus' hjemstavn - men han tøver med at besøge faderen. I stedet drysser han rundt i den lille landsby, og møder Alison, som han viser sig at være i familie med. Han ser tilbage på sin barndom og faderens svigt, og på sit fallerede ægteskab - og han funderer over sin dødelighed. Han udforsker nogle af de steder han i sin tid kom med sin far, der var opsat på at bevise, at Odysseus virkelig havde levet på Ithaka for tretusinde år siden.

Han bearbejder sorgen over tabet af faderen - og kommer på sin egen episke odyssé med rustvognen til en nærliggende ø; og livet tager pludselig nogle voldsomme vendinger. Der er store naturkræfter på spil - præcis som det skal være i en græsk tragedie; men Alex som Odysseus kommer helskindet ud på den anden side vel vidende, at han er dødelig. At han ikke er perfekt, at han skal kæmpe for dem, han elsker - men at livet virkelig er det værd.

Det er en selvransagende roman om en voksen mands coming of age på et sent tidspunkt i livet. Den er meget forskellig fra Vraas andre romaner, og jeg var ikke ovenud begejstret hele vejen igennem. Nogle passager blev lidt for langsommelige for at kulminere voldsomt mod slutningen. 

Når man i en roman læser om en anden "fiktiv" roman, kan denne nogle gange blive helt levende. Sådan er det også med Alex Harpers roman i Mich Vraas roman; den optræder så levende og endog med citater mange steder i historien. Da der samtidig er en del citater fra reelle romaner, kan man næsten glemme, at lige netop denne er opdigtet - for nu vil man jo læse den roman! Måske er det den næste roman Vraa skal skrive, for den virker næsten helstøbt i tankerne.