La fièvre Masaccio - Sophie Chauveau

 

• Fransk
• 20.-21. august
• 272 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Sophie Chauveau har skrevet flere biografiske romaner af kunstnere - og især hendes roman om problembarnet Filippo Lippi var jeg begejstret for. Jeg har ikke læst hendes roman om da Vinci, da jeg har læst nogle mere seriøse værker om ham. Men efter min rejse til Firenze i foråret opdagede jeg denne om renæssancemaleren Masaccio.

Masaccio blev kun 27 år gammel og døde i Rom i 1428; omstændighederne er uklare - sygdom, overfald, forgiftning? Muligvis derfor er han ikke et af de helt store navne, når man i dag taler om renæssancen - ikke desto mindre blev han af sine samtidige anset for at være et talent ud over det sædvanlige.

Han havde ikke en reel uddannelse, som ellers var kotyme for malere, der skulle stå i lære i årevis, hvor de først blandede maling eller klargjorde til den store kunstner, som var deres læremester. Han kom til Firenze som ung mand omkring 1418, og mødte hurtigt både Brunelleschi, Donatello og Ghiberti - byens store kunstnere, som stod bag fx domkirkens udsmykning. Han fik mulighed for at arbejde sammen med Masolino, som dog hurtigt måtte erkende, at han havde mødt sin overmand.

De to arbejdede sammen på flere projekter, hvoraf det mest berømte er Brancacci-kapellet i Santa Maria del Carmine-kirken på den anden side af Arno-floden. Det er et af de steder i Firenze, man absolut skal reservere sin entré til. Pladserne er få og man skal være i god tid. Man kan komme ind i kirken uden billet, men netop dette kapel ligger oppe til højre for alteret og er ikke synligt fra det centrale kirkerum. Adgangen foregår fra siden, og man føres ind til kapellet fra bagenden. Det er et ganske ordinært kapel i størrelse - men magien er i vægmaleriene af Masaccio og Masolino. De har malet hver deres paneler, men også samarbejdet om figurer på visse paneler.

Masaccio var den første, der malede personer med fødderne plantet fladt på jorden - alle andre malede dem, så man troede de svævede lidt på tåspidserne. Hans ansigtsudtryk er exceptionelle i mimik og følelser - og selvom det er lidt besværligt at organisere sit besøg, så er det besøget værd. Der er ganske få andre værker af Masaccio i fx Pisa - men hans tidlige død satte en stopper for en lovende karriere.

Romanen er fortællingen om hans venskab med Brunelleschiog Donatello; samarbejdet med Masolino og hans lidt maniske tilgang til arbejdet. En anekdote om Filippo Lippi, der som helt ung udspionerer ham, og maler en kopi af Masaccios paneler i et bordel i Firenze er pure opspind - men en god historie, fordi Lippi jo havde en interessant livsstil!

Det er altid svært at give liv til en person, som primært kendes gennem sin kunst. Der er ingen breve eller andre overleveringer fra Masaccio selv. Vasari har selvfølgelig skrevet om ham - men han er jo heller ikke hel pålidelig - så man må tilgive forfatteren en vis kunstnerisk frihed, og nyde at blive taget tilbage til Firenze.