Sunday, April 5, 2009

Kafka sur le rivage - Haruki Murakami


Nogle gange fungere mine reoler som en vinkælder; bøger kan blive købt og installeret - men de appellerer på ingen måde til mig i det øjeblik. I sidste uge gik jeg som den mest selvfølgelige ting i verden hen og pillede den frem af reolerne næsten tre år efter, at den er havnet der.

Det er absolut en underlig roman - men også meget fængslende; selvom jeg nu ikke rigtigt ved, hvordan jeg skal tolke alt det, der sker i den. Jeg var også noget forundret over slutningen.

Bogen starter med den 15-årige Kafka Tamura's flugt hjemmefra. Han vil væk fra sin far og den forbandelse faderen har udråbt over hans liv: Han vil dræbe sin far, gå i seng med sin mor og sin søster. Kafka har haft en mor og en søster, men de forsvandt fra hans liv, da han var 4 år gammel - men han vil alligevel undslippe forbandelsen.

De første kapitler blandes med politirapporter om en mystisk hændelse i en skov i Japan under 2. verdenskrig, hvor en masse børn sov ind og senere vågnede uden at have den ringeste erindring om, hvad der var sket. Bortset fra en enkelt - den lille Nakata, som ikke længere kan læse eller skrive og betegnes som 'idiot'. Udover at etablere denne forhistorie har disse kapitler ikke megen betydning for bogen - pånær hvis man antager, at det er den samme mystiske metaforiske skov, som Kafka senere drager på rejse ind i.

Kafka's flugt hjemmefra bringer ham langt væk; han finder et bibliotek, hvor han få ansættelse og møder den 50-årige Saeki, som også bliver hans elskerinde. Men der foregår underlige ting - han vågner badet i blod i et tempel; han ser Saeki's unge version, som besøger ham om natten. Samtidig følger man Nakata's liv i Tokyo, hvor han kan tale med katte, men en dag bilver ført af en hund hen til den mystiske kattedræber, som Nakata ender med at dræbe - hvorefter han flygter fra Tokyo. Hans person er meget rørende med hans naive måde at udtrykke sig på - og hans evne til at få mystiske hændelser til at forekomme. Han ender med at få følgeskab af den unde lastvognschauffør, som bliver mere og mere knyttet til den ældre mand.

Det er absolut en underlig roman - på grænsen mellem realitet og fabler; på grænsen mellem to verdener, hvor Nakata's og Kafka's skæbner på underlig vis følges og krydses uden, at de to nogensinde møder hinanden. Det er myterne om Ødipe og Orfeus, om fadermordet og søgningen efter sin egen identitet som ung teenager. Spørgsmålet om vi kan undgå eller ændre vores skæbne - og menneskets evindelige søgen efter deres anden halvdel.

Der er mange ting, som ikke er entydige - og det kan måske virke en anelse frustrerende når man til slutningen. Men samtidig var jeg så opslugt af dette specielle univers... den skal uden tvivl have lov til at simre lidt længere i mit hovede inden jeg forstår det hele. Men det var absolut en stor læseoplevelse.

-------------------------------------------------------------------------

Parfois ma bilbiothèque prend des allures d'une bonne cave à vins - ils se bonifient avec le temps. Ce livre était resté près de trois ans sur mes étagères sans que j'avais envie de le commencer. Puis soudain il fallait que ce soit celui-là!

Il est certes étrange - très captivant aussi; même si l'ayant fini je ne sais pas comment interpreter tous les symboles du livre. J'étais un peu étonnée de la fin - elle ne s'est pas encore bien démelé dans ma tête.

Le livre commence avec la fugue du jeune Kafka Tamura qui vient d'avoir 15 ans. Il veut à tout prix échapper à son père et à la malédiction que celui-ci a jeté sur lui: Il va tuer son propre père, coucher avec sa soeur et sa mère! Kafka a bel et bien eu une mère et une soeur mais toutes les deux ont disparues de sa vie quand il avait 4 ans, mais il a trop peur de la malédiction quand même.

Les premiers chapitres sont entremêlés avec des rapports de police d'un incident étrange survenu dans une fôret nipponne pendant la deuxième guerre mondiale où une classe d'enfants ont sombrés dans un sommeil profond et bizarre pour se réveiller ensuite sans le moindre souvenir. Sauf le petit Nakata, qui par la suite ne sait ni lire ni écrire et devient un peu 'idiot'. Ces chapitres n'ont guère de signification pour le reste - à part expliquer le caractère de Nakata - ou peut-être si on pense que la fôret est la même où Kafka s'aventure dans la fin du livre. Une fôret de métaphores!

La fugue de Kafka l'emmène loin de Tokio; il trouve une bibliothèque étrange où il est engagé. Il y rencontre Mlle Saeki - une femme de 50 ans - avec qui il commence une relation. Mais il se passe des choses étranges - il se réveille dans un sanctuaire avec les vêtements ensanglantés; la nuit la version jeune de Mlle Saeki lui rend visite dans sa chambre. Parallèllement on suit Nakata qui parle avec les chats - et un jour est guidé chez un homme bizarre qui les tue; et donc Nakata doit tuer cet homme - qui est le père de Kafka - et ensuite il fuit la ville. Son personnage est touchant; sa façon de s'exprimer, sa vision sur le monde - et sa capacité à enclencher des événements bizarres. Il finit par rencontrer un jeune routard, qui s'attache de plus en plus au vieil homme.

C'est vraiment un roman étrange - à cheval entre deux mondes, entre la réalité et les mythes. Il y a les deux mondes parallèles où les destins de Nakata et Kafka se suivent et se croisent sans jamais que les personnes ne se croisent. Il a les mythes d'Oedipe et Orphée; la filiation et le meutre du père; la quête d'identité du jeune ado et les questions si on peut échapper ou changer son destin ainsi que la quête de tous les hommes pour trouver leur autrre moitié.

Il y beaucoup d'ambiguité - et un peu de frustration à la fin peut-être puisque certaines choses ne se bouclent pas. Mais en même temps j'étais tellement prise par sa façon d'écrire et son univers spectaculaire - avec un peu plus de recul les choses se mettront en place je pense. Un très beau livre en somme!

8 comments:

Søren said...

Jeg har bøger som har fulgt mig i over 20 år, men stadig ikke har været lagret i 'vinkælderen' længe nok :-)

Gad vide om de nogensinde når en tilfredsstillende bouquet?

Nille said...

Søren,

Velkommen til! Jeg har vist også nogle, der har stået der næsten så længe! Men på et tidspunkt er en vin jo ikke god længere... det er en hårfin balance!

Søren said...

Tak for velkomsten. Du driver en velskrevet og berigende blog, som jeg holder meget af at følge.

Det er rigtigt at vin kan blive for gammel, men kan en roman?

Vi kender sikkert begge forfattere der var læst af mange i deres egen tid, men som siden er 'gået af mode'. Til gengæld er der dem, som aldrig bliver for gamle, Tolstoj og Thomas Mann og Dickens fx. Tror du ikke?

Nille said...

Søren,

Det var så lidt - det er altid dejligt at opdage nye blogge, der interesserer sig for bøger!

Jeg synes, at visse bøger kan blive for gamle i den forstand, du nævner - de var helt oppe i tiden i deres tid; men er ikke længere aktuelle og kan ikke engang charmere for deres sprog. Heldigvis er der dog utallige klassikere.

Jeg får ikke læst så mange af de 'gamle' længere - det er et mål for 2009! Men det var til gengæld også dem, der åbnede mine øjne for læselysten - men mange år før blogs var opfundet.

Carsten (eskapisten.dk) said...

Du har lige læst en af mine absolut favoritromaner. Jeg elsker Murakami - og jeg tror nok, hvis jeg fik en pistol for panden og skulle vælge kun 1 bog af ham som jeg skulle tage med på en øde ø, ville vælge "Kafka på stranden". Den er mærkelig, poetisk og gennemsyret af en urovækkende stemning, som jeg holder meget af.

Alt er ikke entydigt eller sådan lige til at forstå i bogen. Men det er noget af det jeg synes virkelig meget om i bogen.

Jeg er forresten lige begyndt at læse "The Gargoyle", som du jo læste for nylig. Så den kommer der snart, efter påske, en anmeldelse af på min bogblog.

God påske!

Mvh.
Carsten

Nille said...

Carsten,

Jeg var helt bestemt også meget opslugt af hans univers og bogens stemning. Når jeg nødtvungent måtte lægge den fra mig, når jeg ankom til kontoret, så var mine tanker stadig inde i bogen. Jeg synes ikke overhovedet, at det er ødelæggende for bogen, at ikke alt er penslet ud - det har vi tit tendens til at forvente.

Det er den første af hans romaner, jeg har læst - og nu overvejer jeg lidt, hvilken jeg nu skal gå i gang med. Jeg har 'Dans, dans, dans' liggende - men det er jo en fortsættelse af en tidligere roman såvidt jeg kan forstå?

Pudsigt nok tog det mig lang tid at komme igang - men så gik det hurtigt, da jeg faktisk var i DK 4 dage lige, da jeg startede og ikke fik læst ret meget der.

God fornøjelse med Gargoyle - glæder mig til at høre, hvad du synes - og god påske!

Carsten (eskapisten.dk) said...

Dans, dans, dans er en slags fortsættelse af "En vild fårejagt". Men jeg synes ikke at det er et must at have læst "En vild fårejagt" først.

Trækopfuglens Krønike regnes af de fleste som Murakamis hovedværk. Og med Kafka på stranden læst ville jeg nok anbefale den, som den næste.

Min top 3 Murakami er nok:

1. Kafka på stranden
2. Trækopfuglens krønike
3. Hard-Boiled Wonderland and The End of the World.

Alle de tre bøger har blæst mig bagover i bare benovelse.

Nille said...

Carsten,

Tak for dit råd!

Jeg kan jo heldigvis finde dem på både engelsk og fransk... det kan også give en fornemmelse af, hvilket sprog han klinger bedst på for mig.

Jeg kan se i beskrivelserne, at han tit arbejder omkring den samme struktur og temaer - så det lover godt!