Journal d'Anne Frank - Anne Frank

• Fransk
• 18.-20. november
• 350 sider
• Dansk titel: Anne Franks dagbog

Jeg troede helt bestemt, at jeg havde læst Anne Fransk dagbog - jeg havde en fransk kopi i biblioteket; men den er indkøbt langt senere. Jeg tror faktisk, at jeg vist kun har læst uddrag af den i gymnasiet muligvis. Men nu var - er - jeg jo i gang med min Anne Frank-cyklus, så jeg fandt den franske udgave frem fra bogreolen.

"Jeg vil ikke som de fleste mennesker have levet for ingenting. [....] 

jeg vil fortsætte med at leve, selv efter min død."

Ovenstående er frit oversat af undertegnede fra den franske udgave; men det forklarer måske faderens valg at offentliggøre hendes dagbog efter hendes død. Det var ikke en åbenlys beslutning, da han stadig betragtede det som hendes private tanker - og flere steder tydeliggør hun endda, at den ikke skal læses af andre. Men nu er den her - og trods mange kontroverser om dens ægthed, er det et stykke historie. Og Anne Frank lever efter sin død - ja.

Dagbogen starter ret naivt - hun var kun 13 år gammel, da hun fik den foræret, og begyndte sine skriblerier. Men en lille måned senere, starter deres liv i Annekset, som hun kalder det. Og dagbogen fortsætter indtil den 1. august 1944 - et par dage inden de otte skjulte personer bliver hentet af tyskerne. 

I de mere end to år beskriver hun de store og små problemer, der er ved at leve så tæt op ad hinanden og med mennesker, der ikke er vant til at være spærret inde. Hun beskriver sine egne tanker - og man følger jo en tydelig udvikling i hendes forvandling fra barn til teenager - og en mere moden en af slagsen som følge af omstændighederne. Men også hendes spydige og til tider onde iagttagelser af de voksne i Annekset - hendes forældre, det andet voksne par samt den enlige herre. Især moderen får ikke en kærlig behandling - og det kan chokere læseren, at hun er så direkte i sin kritik af moderen.

Men man skal nok hele tiden have for øje, at enhver teenagepige identificerer sig med sin mor på godt og ondt. Anne gør meget ud af at forklare, at hun ikke vil ende som sin mor - hjemmegående husmor. Og moderen er jo hendes kvindelige spejling i de år; hvorimod en far for en teenagedatter er noget anderledes ophøjet. 

Samtidig lever de under et enormt pres, og jeg tror absolut ikke, at en teenagepige overhovedet kan forestille sig, hvad det må gøre ved et voksent ægtepar at måtte opgive enhver form for intimitet. Anne ser kun de negative sider - og bebrejder moderen, at der er en dårlilg stemning. Hun er for ung til at vide, at det for forældrene betyder afkald på enhver form for privatliv - end ikke at kunne snakke sammen i fred og ro; så småt og trangt var der i Annekset.

Der er passager, hvor hun bruger meget tid på at reflektere over sin egen personlighed - og man kan måske godt finde hende en anelse selvhøjtidelig; men igen er det jo et barns tanker; og med tiden en ung piges, der finder en første spæd kærlighed i den unge Peter. Den eneste dreng i huset - ellers var det næppe blevet ham, som hun også selv skriver. Hendes pompøse stil skyldes uden tvivl hendes drøm om at blive forfatter senere - og hun når efter D-day til at drømme mange drømme om at komme tilbage til skolen i efteråret. 

Men det nåede hun ikke. Da sad hun i Auschwitz. Det er måske  med til at gøre hendes berømmelse. Der fandtes mange skjulte jøder - men der findes ikke lige så mange dagbøger.

Der var mange toge til lejrene - men Anne var på den absolut sidste jødetransport ud af Holland.

Der var alt for mange døde - men Annes far kom mirakuløst tilbage for at kunne give hendes lille liv en stemme. Og den stemme forklarer os blandt alle hendes andre tanker også om det helt dagligdags liv i Annekset.

Jeg var mindre rørt end ved læsningen af Miep Gies' udgave af historien - eller ved at læse de skes kvinders udlægning af deres møder med Anne og efterkrigstiden. Det skyldes uden tvivl den gru, de fortæller om med erfaringens bagklogskab. Anne nåede at se den gru, men aldrig at skrive om den. Så på visse punkter - og hun er selv klar over det - er dagbogen en fortælling om et relativt beskyttet liv, mens mange andre var ved at dø. Hun gør sig forbløffende få tanker om selve døden - det var ikke en option for hende, mens de var skjult. Igen en ung piges opfattelse af tingene, hvor de voksne, som hun kritiserede, må have haft nogle meget tungere tanker at kæmpe med.

Men det er et værdifuldt stykke historie, som absolut har en fortjent plads i litteraturen. Det er endnu mere trykkende at læse, når man netop har gået i de små værelser - i bogen lyder det meget større end det i virkeligheden er!