Time Was Soft There - Jeremy Mercer

• Engelsk
• 20.-24. april
• 260 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Det går stadig virkelig skidt med læsninger i disse Corona-tider; jeg forstår ikke, hvorfor jeg ikke kan samle mig om det? Måske er det fordi det sædvanligvis er de øjeblikke, hvor man virkelig slapper af og forsvinder ind i en anden og mere stille verden? Men lige nu er alt bare stille, og når man alligevel er alene hjemme hele dagen, har man ikke det samme behov. Jeg arbejder også langt mere ved at arbejde hjemmefra - det bliver tit til 10-11 timers dage; og så forsvinder det, der tidligere var fritiden.

Men da jeg endelig lod mig fordybe var det en nærmest trist nostalgisk læsning; den var fantastisk - men historien om den lille boghandel ved Seinen tæt ved Notre Dame, mindede mig også om, at her var jeg for knap seks måneder siden. Og nu kan jeg ikke bare pakke mine ting og rejse!

Shakespeare & Co. er en institution i Paris - og med rette (og irritation) nævnt i alverdens turistguides. Den ligger på venstre Seine-bred i et lille indhug med et fantastisk udsyn til Notre Dame. Facaden er grøn og skæv, og indeni er det lige så kaotisk, som det ser ud udefra. Bøgerne hober sig op i et tilsyneladende manglende system - men det er der! 

Der er selvfølgelig mange turister, som udelukkende kommer for at tage et billede; men hvis man elsker bøger er det virkelig et paradis - og man får et særligt stempel i dem, man køber der. Det fik mig virkelig til at savne at kunne rejse - og især til mit elskede Paris.

Jeremy Mercer er en canadisk journalist, som i slutningen af 1999 havner i en lidt uheldig situation hjemme. Han er krimireporter, og benytter kilder i miljøet - men da han udgiver en artikel med navns nævnelse af sin kilde, begynder jorden at brænde under ham. Hans lejlighed får uventet besøg - og han beslutter sig for lidt luftforandring.

Han ender i Paris, men har ikke mange penge på lommen, da han en dag søger ly for regnen i Shakespeare & Co. Her bliver han inviteret på te - og inden han ved af det er han flyttet ind i boghandlen.

Historien om Shakespeare & Co. går langt tilbage - og den nuværende forretning har intet med den oprindelige at gøre. Der kom Hemingway, som omtaler den i A Moveable Feast, og James Joyce fik den oprindelige ejer til at udgive Ulysses her. Men den lukkede i 1941, da tyskerne kom til byen og efter krigen havde ejeren Sylvia Beach ikke kræfter til at starte forfra.

I 1951 åbnede den nye Shakespear & Co. et andet sted, da George Whitman havde fået tilladelse til at bruge navnet. Stemningen fortsatte og stjernestatus er bibevaret. Whitman er ikke mindre excentrisk end Beach var - og hans motto er, at forretningen skal være åben for trængende forfatterspirer - hvilket hurtigt kommer til at vise sig at skulle dække over lidt af hvert.

Da Mercer kommer dertil i 2000 er Whitman 86 år gammel, men i fuld vigør. Han dirigerer sit lille empirie med hård hånd og mange særheder. Alle nyankomne skal skrive en historie/biografi om dem selv inden de kan få lov at bo i butikken - typisk på en madras i et hjørne. Der er elendige toiletforhold og ingen bruser - det ordner de på de nærliggende caféer. De mangler alle penge, og arbejder for Whitman uden løn men får lidt mad - og selvfølgelig logi - til gengæld.

Nogle er blevet lidt for længe - som den mystiske Simon, der har boet der i 5 år, og ikke deltaget i fællesskabet. Nogle skriver på deres store roman - som man pudsigt nok aldrig har set udgivet; men de lever alle i et helt specielt fællesskab med lange aftener ved Seinen, hvor de fortæller historier. Der er krig og kærlighed, og man kan aldrig være sikker på at bevare Whitmans gunst.

Mercer bor der i en del måneder, og bliver en form for assistent for Whitman - men de når sandelig også at blive uvenner. Han rejser til London for at finde Whitmans datter, som ender med at overtage butikken, da Whitman dør 98 år gammel i 2011. 

Så stemningen er der stadig. Man kan stadig få en seng, hvis man er trængende. Og man kan selvfølgelig altid rode i hylderne og tage en særlig bog med hjem med deres stempel i; dem har jeg nogle stykker af heldigvis.

Det var næsten som at rejse - og det gav mig en viden om butikkens liv udenfor åbningstiderne, som jeg intet vidste om.