La Baie des Anges - Max Gallo

• Fransk
• 10.-18. april
• 1136 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Denne mastodont af en roman er faktisk en samlet udgivelse af en trilogi. I 1970'erne udkom trilogien som tre romaner om den samme familie - de tre Revelli-brødre, som i 1888 rejser fra Piemonte til Nice for at finde arbejde.

De er fattige men stolte, de tre brødre, som netop har mistet deres mor. Der er Carlo på 28 år, som er anarkist og ikke vil arbejde for nogle som 'slave'. Der er Vincente på 20 år, som starter med alle sine fine principper, men erkender, at der skal mad på bordet og får plads som kusk hos den rige doktor. Og så er der den lille Luigi, som blot er ti år, da de ankommer til Nice. Han bliver stikirenddreng hos doktoren, og han mangler stabiliteten som en forælderskikkelse ville have givet ham.

Familiesagaen fortsætter i mere end 70 år - over to verdenskrige og igennem utallige politiske uroligheder. De tre brødre tager vidt forskellige retninger, og holder ikke sammen som brødre.

Det er samtidig historien om Nice, der rejser sig som de riges paradis i Sydfrankrig med casinoer og femstjernede hoteller; et sted hvor der om noget er forskel på rig og fattig.

Det udnytter de tre brødre - og deres efterkommere - på hver deres vis; som kriminelle, som entreprenører, .... og vi følger dem gennem tykt og tyndt i forsøget på at gøre lykken og samtidig blive ægte franskmænd.

Gallo har skrevet langt over hundrede romaner, biografier og historiebøger i sit 85-årige liv; det er et fransk litterært fyrtårn ganske enkelt. Han kunne godt lide historiske serier, og har skrevet om mange forskellige epoker lige fra Romerriget til den franske revolution til korsridderne.

Og så er der hans biografier af fx Victor Hugo, Napoléon, de Gaulle og et par franske konger.

Han har om nogen styr på sin franske historie; og Nice var hans hjemby - denne trilogi er en hyldest til hans egen by, og det mærker man måske især i de meget detaljerede beskrivelser af gader, pladser og steder. 

Det var ikke den samme gode skrivestil som i nogle af hans senere romaner, hvor han virkelig har fundet tonen - det var til tider lidt for overdrevent tungt og konstrueret; men man fascineres af de tre brødres klassekamp. Og så får man en solid dosis fransk politik fra dte tyvende århundrede.