Den rødhårede kvinde - Orhan Pamuk

 

• Fransk
• 15.-17. december
• 352 sider
• Fransk titel: La femme aux cheveux roux

Min ottende roman af Pamuk; og det er mange år siden sidst - da jeg ikke var overbevist efter at have læst anmeldelserne af nogle af hans seneste romaner. Han skriver sædvanligvis meget intenst, men også til tider noget kryptisk. Man skal nok være i den rette stemning for fuldstændigt at kunne påskønne det og leve sig ind i hans historier.

Denne roman er fra 2016, men det tog noget tid inden den blev oversat og tilmed udkom i billigudgaven, som jeg foretrækker.

Den er mindre end andre af hans romaner; men vi forbliver i hans univers af lidt mystik og den evige kontrast mellem øst og vest. I religion og i kultur - og i denne roman også af myter, overtro og opdragelse.

Cems far er apoteker, men også politisk aktiv i Istanbul i midten af 1980'erne. En dag forsvinder han, og dermed familiens mulighed for en fast indtægt. Cem skal på universitetet, men må tage et sommerjob for at tjene penge til det, og får job som brøndgraver. Sammen med den ældre Mahmut leder de efter vand på en grund udenfor Istanbul; den ældre mand bliver symbolet på den faderskikkelse Cem savner i sit liv.

Om aftenen rundt om bålet fortæller de hinanden historier, og Mahmut genopliver de gamle koraniske vers, som får Cem til at fundere over deres betydning og hvordan han skal fortolke dem i sin moderne verden.

Men så kommer trup kunstnere til den nærliggende landsby, og Cem falder for en meget ældre rødhårede kvinde. En aften ender de i hinandens arme; og næste morgen sker en tragedie, som Cem bebrejder sig selv for og som markerer et skæringspunkt i hans liv.

Som voksen genser han sin egen far; men forholdet er ødelagt og det bliver omdrejningspunktet for hans liv. Forholdet til faderen som en idoliseret skikkelse eller som en man skal tage sit opgør med. Dette funderes på de forskellige myter - den vestlige græske myte om Ødipus, som dræber sin far for at være sammen med moderen .... men ingen skyld føler. Og på den anden side den arabiske traidtion med Kongebogen, hvor helten Rostam slår sin egen søn ihjel - som Cems far forlod, og forkastede ham.

Der er en del symbolik i historien; og det kan anbefales at tjekke nogle af myterne, der refereres til, hvis man ikke kender dem indgående. Men samlet set er der langt mere dialog end i hans tidligere bøger, hvilket gør dem mere tilgængelige måske. Det var dejligt igen at dykke ned i hans smukke tyrkiske verden, som altid er lidt mere krøllet end man forestiller sig det.