Sunday, December 20, 2020

The Most Beautiful Walk in the World - John Baxter

 


  • Engelsk
  • 18.-20. december
  • 320 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

En af de absolut mest spændende boghandler ligger i Paris - selvfølgelig vil man næsten sige! Ikke alene med en spektakulær udsigt til Notre Dame, men også på grund af dens historie. Det læste jeg meget mere om i denne bog i foråret. Da de primært sælger engelsksprogede bøger, og da Paris har været meget hårdt ramt af lock-downs, har det knebet med kunderne. I efteråret kom de derfor med en appel på Instagram for at overleve; og jeg bestilte straks tre bøger, og nogle af deres noteshæfter.

Det var dog sin sag at få dem tilsendt; de kom i torsdags efter mere end 1½ måned. Det er jo svært at komme til forretningen for at pakke dem, hvis reglerne siger man kun må være 1 km fra sit hjem i en time! Men de kom - og de sikkert lidt dyrere end hos Amazon; men de redder en unik boghandler og så kommer de med særlige kendetegn.

For det første stempler de bøgerne med deres eget stempel, som bærer deres navn og indskriften KILOMETER ZERO PARIS; det er fordi alle afstande i Frankrig måles ud fra Notre Dame - og de bor som sagt lige ved siden af. Derudover kan man få et et lille digt med i sin bog; det skrives på en gammeldags skrivemaskine, og vælges tilfældigt. I denne bog fik jeg et digt af Walt Whitman. Begge dele koster 1 euro stykket - men det er sådan en skøn ting. Det betaler jeg gerne for!

Bogen er skrevet af en australier, der har boet i mere end 30 år i Paris; han bor desuden i det samme hus, som den første ejer af Shakespeare & Co. - Sylvia Beach - boede. Han skriver om sine vandreture i Paris, og anekdoter om de folk, der har boet i Paris. Ikke mindst den tabte generation - Hemingway, Scott Fitzgerald, ....

Jeg savner Paris så umådeligt under denne rejselock-down; så at læse sig tilbage i gaderne er ren fryd for mig. Desuden var der et par enkelte anekdoter om gader og stræder, jeg ikke kendte. Og der var et par gader, jeg aldrig har besøgt og nu står højt på min liste til når jeg kan komme tilbage.

Det er først og fremmest en bog for de, som kender Paris vil jeg mene. Ellers bliver det nok for uinteressant med gadenavne, man ikke kan placere eller forholde sig til. Men er man lige så forelsket i byen, som jeg er, og har boet der, som jeg har, er det ren nostalgi og tiltrængt rejse hjemme fra corona-sofaen. 

No comments: