The Confession - Jessie Burton

 

• Engelsk
• 9.-12. november
• 464 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Jeg har haft det lidt ambivalent med Jessie Burtons romaner; den første interesserede mig på grund af historien i Amsterdam og det dukkehus, som man i dag kan beundre på Rijksmuseum. Der var jeg hjemme både i perioden og i byens gader, som jeg kender så godt. 

Hendes anden roman havde jeg det anderledes svært med; igen skulle kunsten væves ind i historien - men det blev for rodet. Så der var ingen tvivl om, at jeg ikke ville investere i endnu en roman - men da den nu var på biblioteket, så gav jeg den en chance.

Vi er stadig i en rammefortælling - i 2018 og i 1980-82, og det er stadig kunstnere, der er omdrejningspunktet.

Rose er midt i trediverne, og bor sammen med sin kæreste gennem ni år, som har en lidt håbløs fremtidsplan om en food truck, som ikke rigtigt bliver til noget. Hun har aldrig kendt sin mor, men ved blot, at denne forsvandt mange år tidligere, da hun var spæd. Men en dag fortæller hendes far pludselig lidt mere. At moderen var kæreste med Constance Holden; en berømt forfatter, der ikke har udgivet noget siden starten af 1980'erne og lever isoleret og uden for mediernes søgelys.

Rose får ved snyd skaffet sig et job som assistent for Constance - under et falsk navn: Laura Brown.

Hun kommer meget tæt på Constance, som er ved at skrive en ny roman - men Constance holder hele tilbage, hvis Rose/Laura bliver for personlig i sine spørgsmål om fortiden og hendes privatliv.

Parallelt med dette følger vi historien om Elise - Roses mor - som i 1980 er ganske ung, da hun møder Constance. Da hendes debutroman bliver solgt til filmatisering flytter de til USA under optagelserne; men Elise synker dybere og dybere ned i en depression. Hun trives ikke i det overfladiske filmmiljø og er jaloux på den kvindelige skuespiller, der spiller hovedrollen og som er lidt for interesseret i Constance.

Det bliver til et trekantsdrama - eller flere endda... da Elise indleder et forhold til Roses far; men inderst inde stadig længes efter Constance. Elise er en neurotisk usikker ung kvinde; og på mage måder ender Rose med at ligne moderen i sin ubestemmelighed i og over tilværelsen.

Der er en temmelig lang opbygning til klimaks her synes jeg; det er absolut en bedre historie end den sidste roman - men hun mangler stadig helt at mestre kunsten at være koncis. Slutningen er desuden temmelig diffus, hvilket jo er i hendes fulde ret - og det kan fungere fint, hvis resten står helt skarpt, Det er underholdende, bevares - men så er det heller ikke mere.