Faster Hildas testamente - Jeanne Goldschmidt

 

• Dansk
• 8. november
• 263 sider

Ernst Goldschmidt var en dansk maler og kunstkritiker, der blev født i København i 1879; og som navnet antyder var han af jødisk familie. Han studerede ved Kunstakademiet, og tog på flere studierejser i udlandet; men talentet forblev dog en anelse middelmådigt og i stedet kastede han sig over en karriere som kunstkritiker, og udgav flere bøger om fransk malerkunst i den periode i starten af det 20. århundrede, som var en brydningstid. Han mødte blandt andet Matisse, og kom en overgang i inderkredsen af jødiske kunstnere i Paris, som selvfølgelig talte Modigliani, Chagall og Soutine for blot at nævne nogle.

Privat var han en forfløjen fugl! Han blev gift første gang med Augusta, og de fik en søn, Ervin - selvom hendes moderlige instinkt var temmelig fraværende. Da de blev skilt, fik han således forældremyndigheden over sønnen. Hans andet ægteskab var med den ligeledes jødiske Karen Levysohn, og de fik sønnen Herman. Deres ægteskab gik også i stykker - ikke mindst fordi Goldschmidt havde behov for sine månedlange rejser til Paris og Karen ville ikke blot sidde hjemme i København og vente. Hun forelskede sig ganske enkelt i sin svoger!

Goldschmidt giftede sig ikke igen; men bekendtskaber skortede det ikke på! Han tilbragte somrene i sommerhuset ved Gilleleje, hvor Karens tante Hilda blev hans faste hjælper med det praktiske. Hun var gammeljomfru - men en enkelt gang glippede det, og under indflydelse af Goldschmidts gode cognac endte de i hans soveværelse.

Goldschmidts skæbne bliver dog også forholdet til sønnerne; forholdet til den anden ekshustru har aldrig været godt og Herman slår som ung mand hånden af sin far. Ikke mindre tragisk bliver det, da Ervin i 1936 dør mens Goldschmidt er i Paris. Det bliver en lang togrejse hjem, hvor han møder den unge Meyer, som ivrigt forsøger at få hans opmærksomhed.

Da krigen kommer må Goldschmidt flygte til Sverige i 1943, da situationen i Danmark bliver for farlig; og lige præcis den del er måske en af de mest interessante dele af bogen. Muligvis også den første så detaljerede beskrivelse jeg har læst?

Da Hilda blot nogle år senere dør, efterlader hun et testamente, som fortæller Goldschmidt, at der kom et barn ud af deres ene besøg i soveværelset. Men hun bortadopterede det ved fødslen i 1907; og har lovet aldrig at tage kontakt eller give sig til kende. 

Som Goldschmidt efter krigen sidder alene og ensom tilbage i København, bliver det en tanke han vender tilbage til - den mulighed for at have gjort noget rigtigt i forhold til sine børn. Men han finder ham aldrig; selvom det mere end antydes, at Meyer - som gennem tiden besøger ham - kunne være denne mystiske søn.

Det hele bygger på breve, dagbogsnotater osv. og er skrevet af hans barnebarn; i dag en moden dame.

Så hun har jo nok en interesse i at fremstille ham i et lidt flatterende lys. Der bliver ikke lagt skjul på hans svaghed for kvinder; men i forholdet til de to forliste ægteskaber bliver det meget ensidigt, og mange andre end Goldschmidt selv får meget svært var at træde i karakter. Men måske det passer på en mand med et ego som hans?

Det er en lille bog; og det er fint nok - mere ville have været for meget. Som sagt er det et farvet billede set fra en enkelt vinkel - og flere steder virker det for konstrueret.