Hvor skal vi hen, far? - Jean-Louis Fournier

• Fransk
• 29. september 
• 145 sider
• Originaltitel: Où on va, papa?

Jean-Louis Fournier er en kendt person i Frankrig; som forfatter, som humorist etc. Han er også far til to multihandicappede sønner, og i 2008 udgav han en lille bog om denne del af sit liv. En bog, der dengang vakte en del opsigt og postyr. Måske for det første fordi det var en del af hans liv, som den franske offentlighed ikke kendte meget til. Men også fordi det var en kontroversiel måde at behandle det ømtålelige emne på. Og ikke mindst fordi moderen til børnene, som han nu var skilt fra, tog kraftigt afstand fra bogens indhold og det udviklede sig til en retssag.

Bogen beskriver i små øjebliksbilleder de frustrationer man kan have som forælder til et handicappet barn. Alle de drømme, der aldrig bliver til virkelighed. Alle de ønsker, man har for sit barn og som er uopnåelige, fordi de aldrig vil blive selvstændigt fungerende. Der er tanker om, at det måske ville være nemmere at gøre en ende på det - men skrevet med meget sort humor, og sikkert en sund ventil for at kunne komme videre i en så barsk situation.

Det kan selvfølglig støde. For Fourniers ekskone blev det for meget, da hun læste den trykte bog uden at være konsulteret inden. I bogen fremstilles hun som konen, der skred og efterlod Fournier alene med de to handicappede sønner. Den yngste, Thomas, er årsagen til titlen, da Fournier gentagne skriver, at det var hans standardsvar til alting.

Det tager hun kraftigt afstand fra på sin hjemmeside, som dog er kraftigt censureret af den dom, der er faldet i sagen mellem de to. Så voldsomt, at hun end ikke må citere romanens navn på hjemmesiden, men hun understreger, at der er tale om en roman, og langt fra om virkeligheden.

Det er selvfølgelig sørgeligt, at den slags skal resultere i en åben krig mellem to mennesker, der tidligere elskede hinanden. Men det er stadig en glimrende lille bog - på trods af det triste emne. Den er ikke udelukkende møntet på personer i samme situation - selv har jeg ingen børn, men har en fætter i samme situation. Den giver måske andre et syn på de reaktioner en forælder med et handicappet kan have. Nogle kan finde det morbidt at gøre grin med det, som Fournier til tider gør - men det er netop den galgenhumor, der har gjort det muligt for han at komme igennem det. Jeg er som læser ikke i tvivl om, at han elskede sine drenge, hvoraf den ene døde som femtenårig.