- Engelsk
- 9.-14. september
- 564 sider
- Dansk titel: Den lange afsked
Jeg må med det samme sige, at jeg absolut ikke er enig i de lovende anmeldelser af denne roman. Mest af alt var det en meget lang vej til afskeden med sidste side, og en afmægtig skuffelse, da jeg endelig nåede dertil.
Historien foregår fra 1913 til 2008; opdelt i afsnit, som er pletvise tidsglimt - 1913, 1926, 1967, 1980 og 2008. Den første del - i 1913 - fortæller om mødet mellem de to unge homoseksuelle intellektuelle mænd, George og Cecil, i den første barndomshjem. Det er den engelske overklasse, fra før krigen kom og verden gik af lave, og sprogligt er det som et gensyn med Waugh og Brideshead. Men Waugh skrev i periode, og hans antydninger af homoseksualitet har derfor sin berettigelse. Det mener jeg ikke, at det har i en moderne roman at skrive som man ville have gjort for hundrede år siden.
Cecil er en spirende digter, og inden han forlader dem efter sit weekendbesøg, skriver han et digt i Georges yngre søster Daphnes poesibog. Et digt, som bliver spiren til hele bogens søgning efter historien og sandheden bag disse personer. Men personligt finder jeg ikke plottet troværdigt. Cecil er død i krigen et par år senere, og nåede aldrig at blive mere end en middelmådig poet, hvis eneste digt fra herregården nu er hans arv.
Daphne gifter sig senere med hans bror, som skulle være homoseksuel - ligesom hendes egne to brødre, og hendes anden ægtemand, I øvrigt er det påfaldende og anstrengende, at der skulle være en så stor koncentration af homoseksuelle i de få familier.
År senere forsøger diverse personer at skrive den ultimative biografi om Cecil Valance - deriblandt den unge (homoseksuelle!!!) bankelev Paul Bryant. Hans jagt på sandheden følger vi i 1970 og i 1980 - men han finder aldrig ud af sandheden, og opdigter en skandaløs historie - som på ingen måder er det efter nutidens standarder og endog i 1980'erne, hvor det blot var smart at grave homoseksuelle op her og der og allevegne.
Skrivestilen er umådelig tung, langtrukken og der kunne uden tvivl være skåret et par hundrede sider af romanen uden at ødelægge historien. Personligt synes jeg slet ikke, at der var en historie. Endnu mere irriterende er det, at man ved hvert nyt afsnit skal finde frem til perioden, og fortællerens vinkel - til sidste kapitel introduceres der nye og totalt ligegyldige personer, som man ingen nytte har af. De formår heller ikke at finde frem til noget - så skal bogen så læses som et uendeligt forsøg på endelig at lade fortid være fortid, som den danske titel måske kunne indikere?
Hvad den engelske titel skal referere til er mig en endnu større gåde?
Jeg var ved at lægge den fra mig flere gange; men naiv læser, som man kan være, så fortsatte jeg - jeg kedede mig grumt, og Hollinghurst får næppe flere chancer hos mig.
No comments:
Post a Comment