L'insomnie des étoiles - Marc Dugain

• Fransk
• 5.-6. september
• 242 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg var ikke synderligt imponeret af den sidste roman, jeg læste af denne forfatter - som dog var en samling noveller med en rød hemmelig tråd; alligevel fik han en chance til - og heldigvis! Denne lille roman minder mere i stilen om Philippe Claudel eller Charles Lewinskys roman om eftervirkningerne af 2. Verdenskrig.

Historien starter med den unge pige, som vi i dag kalder for en teenager, som er efterladt alene på en stor gård i Alsace-området efter, at hendes far endelig er mobiliseret. Dengang var Alsace tysk - men det laver krigen jo om på; og hun befinder sig således i et snarligt grænseland mellem tyske og allierede styrker. Hun er helt alene og ganske bevidst om sin udsatte position. Så da tyske politibetjente kommer for at rekvisitionnere møbler og andre værdigenstande fra gården, ved hun også, at faren for at blive voldtaget er imminent.

Men en tysk betjent redder hende i gemmestedet oppe under høloftet; indtil han vender tilbage dagen efter med en menig. Han voldtager ikke den unge pige - men den menige mand, hvorefter han dræber denne og sætter ild til gården. Pigen, Maria, slukker ilden - men manden er død; hun ender med at brænde ham og fortsætte sit eneboerliv overlevende på to kartofler og et løg om dagen.

På bogens bagside står der, at franskmændene kommer til byen efter fredsforhandlingerne i efteråret 1945 - i bogen sker det dog i slutningen af marts 1945; inden tyskerne overgiver sig. Fejl fra forlagets side - men ikke desto mindre ankommer de sejrende franskmænd for at styre byen. De opdager Maria - og selvfølgelig også den karboniserede krop, og anklager Maria for manddrab.

Maria er et underligt menneske, og kaptajnen tager hende med til byen for at holde hende under opsyn, alt imens han opdager den provinsby han skal bestyre. Der er blandt andet et kæmpe sanatorium, som nu står tomt og hvis jorder bugner mistænkeligt. Han er ikke længe om at finde massegravene under dem - eller gætte sig til dem uden at udgrave.

Kaptajnen vil frem til sandheden om gruen i den tyske krig; han finder den tidligere direktør og graver i overført forstand hemmelighederne frem. Til at starte med for at finde ud af, om Maria er morderen - men til sidst for at afdække gruen i de massedrab nazisterne foretog ikke blot på jøderne, men også på andre svage elementer i samfundet. Sindslidende, fysisk handicappede personer .... alt, hvad der var en udfordring for den rene ariske race.

Det er en stærk roman, som til tider minder om en kriminalroman, om den mistillid, der herskede under Hitler. Blandt befolkningsgrupper, blandt naboer, blandt familier - alle frygtede alle; og resultatet er gruvækkende. Det viser en måske ikke ukendt side af nazismens grusomhed - men det viser også, hvorfor det stadig er interessant og relevant at skrive romaner om de år. Vinklerne er mange - men de er nødvendige, fordi gruen var så altomfattende.

Jeg var oprigtigt fanget af historien om det psykologiske spil mellem kaptajnen og den tidligere hospitalsdirektør; hvordan den sejrende ender med at drive den overvundne ud i selvmord for selv at have rene hænder - og så er det endegyldige spørgsmål jo, hvor skylden i den død ligger? Er man så bedre den den, som myrdede på befaling af en psykotisk landsleder? Næppe! Tankevækkende læsning.