Ouragan - Laurent Gaudé

• Fransk
• 16. september
• 189 sider
• Dansk titel: Ikke oversat
• Bogudfordringen 2012

Man kunne virkelig ønske, at Laurent Gaudé skrev nogle længere romaner - for fryden er alt for hurtigt ovre. Men samtidig er hans force at kondensere følelser og ord, så der intet overflødigt er - og hvert ord er der af en bestemt grund. Jeg er vild med den forfatters bøger!

Hvor han tidligere primært har bevæget sig i Italien og i Afrika, er denne romans handling henlagt til Louisiana under, imens og efter, at Katrina passerede i 2005. Det skræmte mig en anelse - for det er ikke hans sædvanlige univers. Men det er selvfølgelig at underkende mandens talent - og han strejfer alligevel ikke langt fra sine litterære rødder, da Katrina-orkanen jo i højeste grad kom til at handle om afro-americans. Dave Eggers har skrevet en gribende roman om det politiske spil; om svigtet af de fattige, som pudsigt nok var den sorte befolkning eller andre af ikke-amerikansk oprindelse.

Gaudés indfaldsvinkel er det dæmoniske og menneskets opførsel i groteske situationer, akkurat som han beskrev det i La porte des enfers. Det har anstrøg af græsk tragedie med de skæbner, vi krydser - ikke mindst den enestående hundredeårige Josephine; den gamle negerkone (som hun kalder sig selv), som kan mærke det komme. Josephine, som hver morgen tager bussen ind til byen - ikke med andet formål end at kunne stige ind i en bus med hvide mennesker, og konfrontere dem med deres racisme; med det liv hun har levet for en stor del med raceopdeling. Josephine er usædvanlig, stærk, ubøjelig og udødelig.

Men parallelt med Josephine er der fangerne i Parish Prison, som blev efterladt af myndighederne. I Gaudés bog slipper nogle af dem fri, og reagerer hver især forskelligt på denne genvundne frihed; skal de plyndre og dræbe eller forsøge at skabe sig selv en frihed selvom den bliver i ensomhed? Jeg har ikke kunnet finde ud af, om den side af historien er sand - men da Gaudé beskæftiger sig med menneskets handlinger, når det sættes overfor naturens kræfter, er det lidt irrelevant - forfattere digter!

Der er samtidig Rose med sin lille søn, som hun ikke kan forholde sig til - ligesom hun ikke kan forholde sig til meget andet i sit triste fattige liv, siden en mand forlod hende, og hun senere blev gravid med en, hun ikke elskede. Og Keanu - som forlod Rose, fordi der var en stor verden, der skulle udforskes. Men i hans eksil er han heller ikke lykkelig, og da han hører om Katrina, vender han tilbage for at finde, hjælpe og redde Rose.

Der er den hvide præst, som så gerne vil have Vorherres velsignelse ved at føle, at han har gjort noget for at hjælpe sine medmennesker. Han samler først folk i kirken, men synes ikke, at det er nok. Han ender med at tage Katrina for Guds hævn over menneskene, og vil nu hjælpe ved at slå ihjel. Han slår Keanu ihjel. Gaudés bøger er ikke optimistiske. Kun den gamle Josephine bringer varme og smil til historien med sin stolthed, da hun nægter at forlade byen og sværger, at hun vender tilbage for at dø hjemme i sin gyngestol.

Det er en historie om trofasthed - mod sig selv, mod sine idealer, mod andre; nogle har den - andre har den så absolut ikke i denne katastrofe, Det var vel i virkeligheden en primær årsag til, at det kom så vidt - at Bush-regeringen ikke var trofaste mod deres løfte til befolkningen, og efterlod de svageste.

Det er Gaudés bud på, hvordan skærsilden, hævn og tilgivelse er en del også af vores moderne hverdag og ikke kun en ingrediens i gamle græske tragedier. Majestætisk!