Nos séparations - David Foenkinos

• Fransk
• 8. september
• 218 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Den første roman jeg læste af David Foenkinos er hans overhypede Delikatesse, som udkommer på dansk om er par dage. Jeg syntes dengang, at den var en anelse for overfladisk - men alligevel lod jeg mig friste af en af hans tidligere romaner, da man til tider har behov for den slags. Den var anderledes, den var bedre - og den mindede alligevel om den senere roman.

Alice og Fritz er et ungt par, som mødes en aften til en fest, hvor alle har fået for meget at drikke og forelsker sig i hinanden på grund af en gestus, hun har og hans tyske navn. Men de er muligvis for unge - de er muligvis for forskellige? De skændes muligvis for meget, og de kommer muligvis fra for forskellige miljøer? Så første gang Fritz skal møde Alices forældre går det galt, og de skilles.

De finder sammen igen med hjælp fra Alices søster Lise; denne gang går det bedre - deres forældre elsker over al forventning hinanden. Fritz har et stabilt job hos Larousse (den absolutte franske reference indenfor ordbøger - og som gør, at forfatteren pimenterer romanen med små ordbogsreferater om kendte personer) - og alt burde fungere nu. Men Fritz har startet et forhold med sin chef, og denne nægter at lade det stoppe, da han genfinder Alice. I stedet møder hun op til brylluppet og fortæller alle om det - så skilles de igen!

Fritz begraver sig i Bretagne, sælger slips, vender hjem, forsøger at leve igen, møder en kvinde, får et barn - og alligevel er de ti år blot en parentes i ventetiden på Alice, som ringer en dag, da hans forhold er dødt - og Alices søster er død. De finder hinanden igen.

Det er en ganske banal, men universel historie om forhold - men den rørte mig ved sin finhed, sin melankoli, sin troværdighed. Sin evne til at minde os alle om, hvad vi nogle gange kan tænke på - hvordan ville det være at gense en ungdomskæreste?

Der er måske ikke en happy ending; det er svært at vide - og det er helt perfekt således. Man får lidt ondt af den stakkels Fritz, men i bund og grund er det bare så menneskeligt - og en glimrende underholdning til en lørdag eftermiddag for mere tager det ikke.