Les gens heureux lisent et boivent du café - Agnès Martin-Lugand

• Fransk
• 14.-16. juli
• 189 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

"Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe" - det er da en titel, der appellerer til én! Det gjorde den også, da den først udkom for ca. to år siden. Den var lige ved at komme med hjem fra en togkiosk i tropisk varme Avignon for præcis et år siden - og alligevel tøvede jeg; anmeldelserne var nemlig ret delte. Og lige inden jeg pakkede kufferterne til Danmark, gik jeg nok lidt i panik ved tanken om at komme til at mangle franske bøger - og faldt lige i fælden.

Jeg er ret sikker på, at jeg har set en sødsuppefilm, som har præcis de samme ingredienser - muligvis med en happy end, som denne ikke eksplicit har. Men resten er der! Den stakkels unge kvinde, der mister mand og barn i en trafikulykke, og bruger det næste år i sin seng på at dyrke sin selvmedlidenhed. I modsætning til en Hollywood-udgave kan man i en fransk roman sagtens dyrke denne ved hjælp af overdrevne doser af nikotin og vin - alt sammen godt hjulpet af den legendariske bøsseven, som forsøger at hive en op af sorgmosen. Og så kan man ikke udholde hverken forældre eller svigerforældres velmenende råd, og ender med at fortrække til det kolde, regnfulde og ret beset kedelige Irland.

Her møder man så naboen, som er den værste macho på denne jord, og som konsekvent provokerer og kritiserer en; og det eneste man kan lide ved ham, er hans dejlige store hund. Men en dag er han pludselig enormt attraktiv, og lige da det første kys skal udveksles, tropper eksen op på dørtrinnet. Og lader som om, at hun absolut ikke er en eks. Og så har vi balladen! Indtil han vender brødebetynget tilbage og erklærer sin store kærlighed - hvorefter vores heltinde endelig kan tage en selvstændig beslutning, og vender hjem til Paris, bøssevennen og dagligdagen. Måske - måske ikke kommer hun sig en dag så meget, at han kan være i hendes liv. 

Som sagt er slutningen ikke Hollywood-agtig nok - men resten var så klichéagtigt, at man kunne have det mistaget for at være et plagiat af netop denne type film. Jeg var virkelig ikke overbevist og forstår dårligt den megen positive kritik. Det eneste, der virkelig generer mig er, at jeg ikke kan komme på navnet på sødsuppefilmen, som i sidste ende nok var mere interessant en regnvejrssøndag på sofaen!