- Fransk
- 2. juni
- 160 sider
- Originaltitel: Félicie est là
Jeg er jo stadig i en kronologi, hvor krimier afbrydes af noveller - så de skal puttes ind i min læseorden.
Den 24. krimi i Maigret-serien er dog igen lidt anderledes i stil end de tidligere krimier; Simenon udvikler sig tydeligt over tid. Der bruges langt mindre tid på at rekonstruere selve gerningen, og i stedet fokuserer han på sine tanker omkring de implicerede - ikke mindst den unge Félicie.
Félicie er tjenestepige hos den gamle eneboer Jules Lapie, som også kaldes "Træben" efter han mistede et ben under en sejlads til Sydamerika. En sejlads han aldrig skulle have været på; men han faldt fuld i søvn på skibet og endte langt væk hjemmefra. Ellers levede han meget stille og roligt - indtil han en dag myrdes i sit soveværelse, mens Félicie er ude at handle.
Félicie ved noget - men hun vil ikke tale. Hun lever i en drømmeverden, hvor hun har en forlove, som forlader hende - og hun nedfælder alle disse indbildte drømme i sin dagbog. I virkeligheden er hun hemmeligt forelsket i sin arbejdsgivers nevø, som tilbragte nogle måneder hos dem året inden.
Han kommer i et betændt miljø omkring Pigalle i Paris, hvor han også forsøges myrdet - og det får Maigret til at binde trådene sammen. Jules Lapie var det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, da hans hjem blot var blevet brugt til at gemme udbyttet fra en anden sag, som Maigret var på nogle år inden ... nemlig i krimi nummer nitten.
Det er tydeligere som man kommer frem i tiden, at Maigret refererer til tidligere sager i historierne. Det er ikke altid helt nemt lige at huske, hvilket nummer det var - nu hvor jeg er nået så langt i serien; men han har jo sine faste miljøer og et af dem er netop Pigalle.
Det er en fin lille krimi, hvor Félicie træder tydeligt frem som person og forholdet mellem hende og Maigret bliver en integreret del af historien med en god portion humor.
No comments:
Post a Comment