- Fransk
- 25. september - 2. oktober
- 428 sider
- Dansk titel: Ikke oversat
I Paris i august købte jegen del bøger i museernes butikker; der er altid guldkorn at finde, som man ikke nemt kan finde i almindelige boghandler og selvfølgelig med en relation til museet og/eller udstillingen. Dette museum var en samling af Monet, Manet og Berthe Morisot, og dermed en indsigt i de komplicerede familieforhold, der knyttede mange af dem sammen.
Jean-Marie Rouart nedstammer fra denne familie, og voksede op i huse, hvor kunstværker hang i overflod på væggene. Nok til, at han nærmest følte afsky for alt, der havde med impressionisme og malerier at gøre. Ydermere måtte familien begynde at sælge ud af dem for at få penge - der var for mange kunstnere og for lidt handlekraft i dem. Det påvirkede den unge Rouart voldsomt, og han vender sig i protest mod litteraturen.
Han forsøger sig med en roman, som bliver pure afvist, men slår sig så over journalistikken. Han bliver senere en berømt forfatter, og er da også medlem af Académie Française. Men det tog lang tid for ham at komme så langt, og fjerne sig fra familiens skygge.
Det er en fortælling i mange brudstykker - et sammensurium af tanker og minder; af steder og indtryk; af følelser og fornemmelser. Derfor tog det mig virkelig tid at komme igennem den; for det summer af referencer til malerier og malere; til forfattere og digtere - han får på et tidspunkt en forkærlighed for alle, der har begået selvmord under tragiske forhold. En måde at overkomme sine egne problemer på.
Han drager paralleller til blandt andet Napoléons efterfølgere, så jeg igen stødte på Letizia og hendes børn. Han rejser fra Italien til Grækenland til Spanien i jagten på andre ulykkelige skæbner, og alligevel er det ikke sørgeligt. Det er en dannelsesroman for ham selv. Det er en bearbejdelse af den genetiske arv, og en måde at skrive om familien på uden at gå i direkte clinch med dem, men i stedet sammenligne med andre.
Det er derfor ikke helt nemt, men det var en imponerende bog med hans enorme intellekt og kulturelle indsigt.
Nu står den på nem ferielæsning og en længere pause. Der er lidt mere end to ugers eksotiske strande og palmer forude - og så bliver der givet tid til at læse nogle bøger!
No comments:
Post a Comment