L'enfant de Bruges - Gilbert Sinoué

• Fransk
• 26.-27. august
• 438 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har en temmelig stor stak bøger, som alle handler om malerkunst eller kunstnerne bag dem. Det er jo en af mine store interesser, og der er visse perioder, der absolut interesserer mig mere end andre. Deriblandt den flamske renæssance, som også var temaet i denne fremragende bog. For et par uger siden i Paris fik jeg så fyldt godt op i lageret af kunstrelaterede bøger.

Gilbert Sinoué er franskmand, men født i Cairo og mange af hans romaner omhandler Egypten. Men denne roman fra 1999 har Jan van Eyck som en af hovedpersonerne i et fiktivt drama, der udspiller sig i sommeren 1441. Det vil altså sige før Dan Brown kom på banen - og de to bøger kan da heldigvis slet ikke sammenlignes.

I 1441 møder vi Jan van Eyck - maleren - og hans unge lærling, også kaldet Jan, som er en forældreløs dreng, maleren har taget til sig. Om dette er sandfærdigt er nok ret tvivlsomt. Men der var behov for en 'ukendt' aktør i dramaet. Kulisserne er i Brugge, som dengang stadig var en af de vigtigste handelsbyer i Europa og samtidig hovedsæde for den politiske og kulturelle magt under Filip den Gode. På den anden side var der Firenze og Venedig - men Medicis-familien begynder at få godt tag i Firenze, ikke mindst som mæcener.

Mellem de to byer er der en skjult 'krig', og man begynder at finde myrdede malere i begge byer. I Brugge bekymrer man sig, for de er alle tidligere elever af van Eyck. Det bliver til en lang historie om spioner - van Eyck er kendt for at have skullet agere som hemmelig udsending for sin grå eminence, Filip.

Intrigen er selvfølgelig opfundet til formålet; og dermed kan Sinoué få et temmelig imponerende persongalleri ind på scenen. I Brugge er udover van Eyck også maleren Petrus Christus og det er en fin gennemgang af hans altertavle i Gent. I Firenze er det endnu mere imponerende med Brunelleschi, Alberti, Donatello, Ghiberti blandt andre. Derfor virker plottet mere som en anledning til at diskutere forskellen mellem de kunstneriske tendenser - i Italien malede man stadig efter tempera-metoden, mens van Eyck var en af pionererne indenfor oliemaling, og regnes for at være ophavsmanden bag teknikken til at få oliemalingen til at holde.

Så selve plottet er måske ikke det mest overraskende - men for en renæssanceaficionado som mig var det dejlig, let og underholdende læsning. Det værste var, at jeg fik en ulidelig trang til at gense altertavlen - heldigvis er det ikke værre end, at jeg kan tage toget en lørdag og sidde foran det en hel dag, hvis jeg vil. Det er trods alt et af verdens vigtigste kunstværker - og det kom muligvis til at overskygge historien lidt for mig; jeg kunne ikke abstrahere fra det reelle.