Dark Star Safari - Paul Theroux

• Engelsk
• 21.-28. november
• 495 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Nogle mennesker kan tillade sig at skrive en rejseskildring - andre kan ikke! Paul Theroux hører i mine øjne til dem, der kan - præcis som Ryszard Kapuscinski. For begge gælder det, at de ikke blot rejser - men, at de rejser på den mest hudløse og ekstreme måde. De forsager den moderne rejsendes trang til bekvemmeligheder med en næsten religiøs foragt; men de oplever så meget mere!

Paul Theroux' store rejse er muligvis opstået i forbindelse med en mindre personlig krise, da han styrede mod sin 60-års fødselsdag i foråret 2001; i indledningen giver han udtryk for den trang til at være væk - ikke bare at være væk; men at blive væk. I den forstand, at man ikke kan ringe ham op, maile ham eller sågar sende et brev med posten. Han vil være alene og fri af tidsfrister og den vestlige verdens klokkestrenge. Han vil også opsøge nogle af de steder, hvor han levede som ung, da han underviste i Malawi.

Så han flyver til Cairo for at påbegynde sin rejse, og han har sat sig selv primært to mål (udover at blive væk): Han vil ikke flyve men benytte transportmidler som tog, bus, taxi - til fods, hvis det skal være! Og han vil ende i Sydafrika og dermed krydse en lang række østafrikanske lande. Hans første hurdle bliver et visum til at komme over grænsen til Sudan; et land præget af borgerkrige og meget lukket for fremmede. Derefter går turen til Etiopien, hvor han finder Rimbauds afrikanske gemmested; videre til Kenya, Tanzania, Malawi, Uganda, Zambia, Zimbabwe, Mozambique og Sydafrika, hvor han ender ved Cape Point - det absolut sydligste punkt af det afrikanske kontinent - og han får sin drøm opfyldt.

Men udover selve drømmen - den oprindelige plan - ser og oplever han kontinentet indefra; han undgår tit de større byer, men passerer igennem fordi det er nødvendigt af logistiske årsager. Han rejser med lokale busser, på ladet af en lastbil proppet med køer, i en taxa for at krydse obskure grænseposter - eller i en lille båd ned af en flod for at komme den nemme vej ind i et nyt land. Han oplever skudepisoder og tyverier; han oplever, at fremmede lokale uden at tøve tilbyder ham en plads i deres bil - mens de hvide nødhjælpsarbejdere konsekvent afslår hans bøn om autostop.

Netop kritikken af nødhjælpsarbejdet - og personerne bag - i Afrika, er et emne, som optager ham en del. Muligvis fordi han selv kom til Afrika som ung i 1960'erne, da de fleste lande fik deres uafhængighed og så mange år senere har han nærmest indtryk af, at tingene er blevet værre. Ifølge Theroux er det fordi afrikanerne ikke selv er involveret i processen, og dermed er blevet umyndiggjort og hænger fast i en skrøne om, at den hvide mand skal betale og at de blot skal modtage uden at yde. Uden på nogen måde at være specialist i den slags, vil jeg dog mene, at han ikke har helt uret! Men udtalelser som nedenstående har selvsagt chokeret:

"Aid workers in rural Africa are in general, oafish selfdramatising prigs and, often, complete bastards."

"...the only people dishing up the food and doling out the money are foreigners. No Africans are involved". 

Det er den umyndiggørelse, der betyder, at hvide stadig antastes konstant for at give penge og mad; men da han fx spørger en tiggende mand, hvorfor han ikke beder Theroux om arbejde - så er tiggeren nærmest fornærmet. Det er samtidig den attitude, der desværre skræmmer mange fra at rejse til og i Afrika, og giver visse nødhjælpsorganisationer et dårligt rygte. Der er mange debatter om effektiviteten af det arbejde, der udføres - og det er en ømtålelig debat, hvor man nemt bliver stemplet som racist, hovmodig, kynisk etc.

Mange har kritiseret Theroux for ikke at kende nok til arbejdet, der udføres lokalt - det er uden tvivl rigtigt; men gælder det ikke os alle? Vi er ude af stand til at gennemskue, hvor de penge vi giver til store indsamlinger reelt ender? Derfor er hans objektive personlige mening vel lige så værdifuld som en andens - problemet for nødhjælpsorganisationerne er selvfølgelig, at han sætter den på skrift!

Theroux laver et par faktuelle fejl - han er ikke perfekt heller; præcis som Kapuscinski kritiseres for at have romaniseret sine fortællinger - det har jeg intet problem med. Ingen af dem forestiller at være journalister, der skal give en endegyldig sandhed; de formidler deres kærlighed til Afrika set udfra deres personlige oplevelser! Men derfor kan det godt irritere mig, at manden ikke kan citere de fem dyrearter i The Big Five korrekt!

Men jeg fascineres af de mennesker, der rejser på denne interimistiske måde; som kan leve med faren og den manglende komfort - og som oplever så meget mere. Jeg forsøger at undgå masseturismen - men jeg er endnu ikke på stadiet, hvor jeg vil krydse en afrikansk grænse til fods midt om natten med skudsalver i ryggen... men at læse om det giver mig fornemmelsen af at leve!